Tv-markedet står til et fald i annonceomsætningen på 10-20 pct.. Det skriver Børsen i dag, der karakteriserer det som et kollaps på reklamemarkedet. Udviklingen vil presse TV 2, der i forvejen kæmper med en redningsplan.
Men dagbladsmarkedet står faktisk til en endnu værre nedtur, vurderer printdirector Jane Sørensen Ravn fra Mediaedge:cia.
“Man fik et varsel i 4. kvartal, og ved årsskiftet lød vores vurdering, at dagbladene stod til et tab på 15-20 pct. Siden har vi fået mere indsigt, og nu lyder vores vurdering, at dagbladene skal være glade for at lande på indeks 70 i år. Det er selvfølgelig forskelligt fra annoncør til annoncør, men der er ingen, der øger. Succeshistorierne er status quo, mens der er annoncører, der trækker sig helt ud af dagbladene, mens mange skærer ned”, siger Jane Sørensen Ravn og tilføjer, at hun tror, dagbladene skal indstille sig på, at det udviklingen fortsat er for nedadgående.
Der har været noget snak om, at de lokale ugeaviser klarer sig relativt godt, og det har hun også hørt.
“Hvis det er tilfældet, vil jeg tro, at man skal finde forklaringen i, at de regionale og lokale dagblade er meget pressede, fordi der er annoncører, der trækker længere ud i nærområderne”, siger Jane Sørensen Ravn.