TV 2 trækker ny partner ind omkring Cannes Lions

FiG

Samtidig vil man søge at skabe mere samling blandt danskerne i sommerens festival.

Inden for dialog-verdenen har Post Danmark haft stor succes med at samle de danske deltagere i den store årlige DMA-konference i USA.

Nu vil TV 2 forsøge at skabe mere samling blandt danskerne i Cannes, og i den sammenhæng har man trukket en ny partner ind omkring arbejdet med festivalen.

Hidtil har man samarbejdet med Creative Circle, og nu kommer Huset Markedsføring også med i kredsen.

“Det udvidede partnerskab giver os et rigtig godt udgangspunkt for at samle danskerne i Cannes, fordi vi hver især kan bidrage og på den måde favne endnu bredere og samle alle danskerne under et tag. I år prøver vi et nyt format af med et stort samlingssted for danskerne på Le Goeland på Croisetten. Med tiltaget ønsker vi at optimere rammerne for både faglige og sociale arrangementer, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

Samarbejdet vil foregå både før, under og efter eventen. I ugen op til festivalen afholdes der “Cannes Predictions” i Cinemateket i København, og efter eventen afholdes der “Winners Day”.

Målet er at favne alle deltagere og branchen som helhed, så alle får et optimalt udbytte af turen, og branchen herhjemme får et rigtig godt indblik i de faglige højdepunkter.