Tvivl kvæler Saatchi-kampagne for Ga-Jol shots

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Toms og United Drinks har mødt kritik af kampagne for Ga-Jol shots og stopper derfor kampagnen.

Glæden var stor før sommerferien, da United Drinks, der markedsfører Ga-Jol shots på licens fra Toms kunne fortælle, at man havde bestilt et par annoncer hos Saatchi & Saatchi og i stedet havde fået en hel kampagne.

Man fandt dog ikke den samme glæde hos alle. Kampagnen blev taget op i Alkoholreklamenævnet, og både Sundhedsstyrelsen og Forbrugerrådet kritiserede den.

Godt nok er der ikke kommet en entydig underkendelse af kampagnen fra alkoholreklamenævnet, som har anført, at den måske er ulovlig.

Men tvivlen er nok.

“Det er United Drinks, der står for markedsføringen. De kom med kampagnen til os, og vi havde nogle få bemærkninger. Men grundlæggende så vi ingen problemer, Vi synes den var humoristisk og spillede godt sammen med Ga-Jol brandet, og vi ser den slet ikke som noget, der opfordrer til umådeholden druk,” siger adm. dir. Jesper Møller, Toms, og fortsætter:

“Men det gør indtryk når f.eks. Sundhedsstyrelsen er bekymret for kampagnen, og vi ønsker ikke at være på kanten af lovgivningen, og er der tvivl, så er det nok for os til at stoppe kampagnen.”

Det er en beslutning, der er truffet i fællesskab mellem Toms og United Drinks.

Det er kun to år siden, at en anden kampagne for Ga-Jol shots kom i klemme i forhold til lovgivningen. Den gang spillede kampagnen på VM i fodbold, og man må ikke sammenblande alkohol og sport.

“Vi så virkelig ikke nogen problemer i den aktuelle kampagne, men vi må indrømme, at det ikke er vores normale boldgade, så vi må overveje, hvordan vi kan blive bedre til at vurdere kampagnerne,” siger Jesper Møller.

Den nu stoppede kampagne består af billeder af afrevne toppe af forskellige pastilæsker med trykte ordsprog. Ideen i kampagnen er, at ordsprogene af en vittig hånd med håndskrift er rettet til med overstregninger og tilføjelser:

F.eks. bliver ”Uden mad og drikke dur helten ikke” til ”Uden mad og drikke dur helten ikke”.

Posterkampagnen er overstået, så der er tale om nogle magasin-annoncer, der skal erstattes af noget andet.