Ud med dopamin – ind med ro og fokus

Randi Hovman,
Digital direktør i Operate

Randi Hovman tager jer gennem den internationale designkonference #DesignMatters19 – og forklarer her, hvad den største trend var i år.

På den internationale designkonference #DesignMatters19 var en af de store trends ro og fokus. Den digitale verdens hurtige spil, effektive værktøjer og storforbrug af afhængighedsskabende likes har skabt en modbevægelse, der går ud på at fremme ro og afslapning.

Fox & Sheep, der laver apps til børn, spurgte sig selv, om der virkelig var brug for endnu en app, hvor banerne var svære og stressende, og hvor død lurede om hvert hjørne (i spillet selvfølgelig). I stedet skabte de Shine – Journey of Light. Et afslappende spil, hvor man udforsker og oplever en lysplets rejse i et smukt landskab.


Designerne arbejdede ud fra fem designprincipper, og kom i mål med en prisbelønnet app. Foto:Timo Dries Executive Director,  Fox & Sheep (SHINE)

Fox & Sheep er ikke de eneste, der går i samme retning. Indie-udviklerne Thatgamecompany har i mange år lavet innovative, interaktive spiloplevelser, som de selv kalder “sociale eventyrspil”. 

Samme tendens talte Jeannie Huang fra Behance om i sin fortale for kedsomhed. Hendes pointe var blandt andet, at vi har brug for mere single tasking og skal gøre op med “the tyranny of the urgent”. “You are never truly multi-tasking, just “semi-tasking”.

Ro og balance er også en af de store trends i tiden, siger Lene Heiselberg fra DRs medieforskning. De interesserer sig for danske tv-seere for så godt som muligt at kunne forudsige fremtidig brugeradfærd, og har i den forbindelse kortlagt 7 hovedudfordringer. Den ene kalder de “Mentalt pres”, og det går ud på, at vores always on-live og indsnævring af normalområdet ift. fysisk og psykisk væren afføder en søgen efter balance, ro, og mental velvære.


Foto: Roxy & Jerome Co-Founders Coglode Behavioural Science Workshop

Der var godt 900 internationale deltagere til konferencen i Københavns smukke Lokomotivværksted. Mange af oplæggene handlede også om antitesen til ro og balance i form af adfærdsdesign, effektivisering samt bedre og hurtigere udnyttelse af designsystemer og -tools. Blandt andet var Coglodes såkaldte Nerd Track, Behavioural Science Workshop så velbesøgt, at det store Boiler Room var helt proppet.

Det lykkedes dermed fint for kræfterne bag #DesignMatters19 at skabe en inspirerende atmosfære med en god blanding af morgensang, opstemte oplægsholdere, god mad og masser af plads til at udveksle ideer og input i de mange hangouts rundt omkring i Lokomotivværkstedet.