Udbrydere fra Co+Høgh vil samarbejde med bureauer om Branded entertainment

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Lars-Gjøls Andersen har hidtil været direktør for Co+Tv. Nu har han startet egen virksomhed sammen med Martin Garde Abildgaard.

Branded entertainment er en ny markedsførings- og kommunikationsform, og har hidtil været en væsentlig del af konceptet for Co+Tv, der har haft Co+Høgh, Nordisk Film og Lars Gjøls-Andersen i ejerkredsen.

Med sidstnævnte som direktør, men nu har han forladt selskabet for i stedet at starte egen virksomhed sammen med Martin Garde Abildgaard under navnet Springfield. Og det er der en god grund til.

“Vi vil hellere være frie fugle, fordi vi mener det begrænser vores muligheder at være for forlovet med en part. Vi ønsker at være eksperter på Branded entertainment og vil gerne kunne samarbejde med både virksomheder direkte, bureauer og media-bureauer”, fortæller Lars Gjøls-Andersen.

Han fortæller desuden, at Co+Tv havde sit afsæt i tv-verdenen, mens Springfield vil interessere sig mere for den digitale platform.

Før Lars Gjøls-Andersen blev direktør for Co+Tv var han salgs- og marketingdirektør for Riis Cycling (Bjarne Riis’ selskab), mens Martin Garde Abildgaard var udviklingschef på TV 2 før han blev tilknyttet Co+Tv.

De er allerede i fuld gang og her i foråret Springfield lancere et større interaktivt koncept for et internationalt brand i tre europæiske lande.

I Co+Tv regi har de bl.a. været med til at udvikle “Aquadorable – Natural Beauty Contest”.