Udsalget er under pres

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Øget mådehold, men også outlets sætter udsalg under pres.

Overforbrug er blevet umoderne og det går ikke kun ud over det almindelige forbrug, men også udsalget.

Ifølge Anne Glad, der er partner på reklamebureauet Sunrise, var der tidligere typer, der jagtede tilbud, udsalg og discount. Og typer, der gik efter kvalitet.

I dag er opdelingen anderledes, mener Anne Glad:

“Nu har man både et ‘back-stage-forbrug’ og et livsstilsforbrug. Det sidste er det, vi skilter med og fortæller om; det første er hverdagsforbruget, som vi ikke stiller til skue eller taler om. F.eks. ser man i samme hjem en dyr enkeltmarks vin fra Barolo til gæster side om side med billig tre-liters papvin til hverdag”.

De halvårlige sæsonudsalg får konkurrence to forskellige steder fra i disse år. Fra stormagasiner og kæders outlets, mens de samtidig fokuserer på at skabe fysiske oplevelser og events for kunderne. Samt fra øget mådehold og fornuft hos forbrugerne.

Berlingske oplister forbrugere i tre typer, der skyr udsalgene:

  • Trendsættere, der ikke er interesserede i sidste sæsons gamle varer
  • Antimaterialisterne, som lægger afstand til forbrug
  • Personer, der lider af mere eller mindre ulyst til at befinde sig i store menneskemængder

Samt 4 typer, der dyrker udsalgene:

  • Primært kvinder, for hvem udsalg er en tradition/social begivenhed
  • Praktisk orienterede forbrugere – primært børnefamilier – der er meget målrettede
  • Seniorer, der har gjort det til en livsstil at spare
  • Borgerskabet, der køber mærkevarer og gerne vil spare penge

(Berlingske Udsalg, p. 5-6).