Udskældt udbud – markant kampagnestart

Peter Engholm
25@mail.dk

Væksthus Midtjylland måtte i gennem tre udbudsforsøg, førend tre bureauer blev valgt til markedsføringsydelser. Premiere-kampagnen lover godt for det samlede budget.

Processen var så bøvlet, at den endte med at skygge for produktet: For først efter tre udbudsforsøg – hvor hhv. 15, 21 og 15 bureauer bød ind – valgte Væksthus Midtjylland i foråret tre bureauer på en fireårig rammeaftale om markedsføringsydelser.

Advice, Envision og Operate blev valgt, og Envision har vundet det første mini-udbud: ”En ny ambitiøs kampagne – en markant indsats, der skal skabe øget synlighed om tilbuddene i det midtjyske erhvervsfremmesystem.”

Så markant, at det – i al fald udefra – ser ud til, at væksthusets forsigtigt satte minimumsbudget for fire år er nået i første hug.

IMIDT er navnet på kampagnen – og på væksthusets brand: Både pivnye iværksættere og mere etablerede virksomheder kan let kontakte IMIDT for at komme videre med vækst. Det være sig alt fra hjælp til overblik til medfinansiering af vækstforløb.

”IMIDT er tæt på at være et ukendt brand, derfor går vi både bredt og dybt ud: Print, tv, DM og en bred vifte af digitale medier og platforme. Der er bestemt intet fedtspil over eksponeringen,” siger Jesper Heinsvig, kontaktchef hos Envision og leder af bureauets team for IMIDT-kampagnen.

Han tilføjer:

”Vi har udviklet en markant og kontant kampagne, som understøtter IMIDT’s strategi og målsætning – og som meget direkte vil medvirke til at mobilisere det store vækstlag blandt iværksættere og mere etablerede virksomheder i Midtjylland, der har potentiale til at skabe øget vækst og værdi.”

Væksthus Midtjylland har tidligere skrevet, at værdien af rammeaftalen som minimum forventes at være i omfanget 3-4 mio. kr. ekskl. moms i den fireårige periode – og noget tyder på, at dette beløb er udtryk for jysk beskedenhed.

Hverken Væksthus Midtjylland eller Envision ønsker at sætte beløb på mini-udbuddets budget, men alene bedømt på ambitionerne og det bebudede omfang på den aktuelle kampagne, der lanceres medio oktober, vover Bureaubiz det ene øje: Minimumsbeløbet for fire år er allerede opnået, og det lover – uanset det præcise budget-beløb – godt for de tre bureauer de kommende år.

”Vi anser kampagnen for at være vigtig for både virksomhederne, lokalsamfundene i regionen og de mange potentielle arbejdspladser, som står på spil,” siger Jesper Heinsvig og fremhæver et af kampagnens elementer, der består i at gøre op med myterne om, at offentligt finansierede ydelser, rådgivning og økonomisk støtte er forbundet med bureaukrati og besvær.

”IMIDT vil dokumentere, at indsatsen rent faktisk virker. Og i øvrigt vil jeg opfordre regionens bureauer til at undersøge muligheder – hvis de gerne vil vækste, er der hjælp at hente,” siger Jesper Heinsvig.