Vandene i Udkants-Danmark – vandkants-Danmark, som de gerne siger på Sydfyn – blev delt i bibelske dimensioner, da egnens fire borgmestre i april demonstrerede gæstfrihed og manglende rytmesans og sangtalent i Sydfyn Style-videoen.
Videoen var indspillet og serveret som en velkomst til områdets kreative iværksættere og kommunale medarbejdere – men fik sit eget storm-omsuste liv på YouTube.
Nu inviterer Fremtidsfabrikken til en konference i den virale markedsførings tjeneste.
”Det bliver ikke en dag med Sydfyn Style, men vi tager afsæt i filmen og den viden, vi nu har om at stå midt i mediestormen. Filmen skabte debat om god og dårlig smag, store bureauer kontra små – og store budgetter eller små – og om hvorvidt filmen rent faktisk brandede Sydfyn, og hvad der skal til for at brande Udkantsdanmark. Og vi lægger op til både debat og workshops,” siger projektleder Susanne Linnet Aagaard fra Fremtidsfabrikken, der er et projekt, der arbejder med kreative iværksættere, og hvor iværksættere, kommuner og private aktører sammen skal brande Sydfyn.
På dagen, mandag den 26. august i Svendborg, vil et panel føre an i debatten. Her deltager bl.a. kreativ direktør i Brandhouse Maximus, Per Djervig-Chamby. Han gav videoen denne hilsen med i foråret:
“Det er ikke særlig forførende at gøre sig selv til en Gangnam-cirkusklovn, hvis man som borgmester ønsker at tiltrække kreative virksomheder til Fyn. Det giver selvfølgelig noget opmærksomhed, fordi vi sjældent ser en borgmester opføre sig så plat og idiotisk, men det kan næppe være den opmærksomhed, som fynboerne ønsker. Det er utroværdigt, og det er dumt”.
Per Djervig-Chamby får mod- og medspil af bl.a. chefredaktør Troels Mylenberg og Desiree Ulrich, ejer af Bandit Productions og kvinden bag filmen Sydfyn Style.
”Vi vil gerne give folk indsigt og input med hjem, og jeg kan love én ting: Sydfyn Style-filmen bliver ikke vist. Det koster for mange penge at gøre det,” siger Susanne Linnet Aagaard.
Universal Music repræsenterer rettighederne til Gangnam Style, som borgmestrene benyttede. Selskabet sendte efterfølgende en regning for brug af sangen, og der er fortsat en dialog i gang om forholdet.
Flere oplysninger om – og tilmelding til – konferencen hos tina@fremtidsfabrikken.com.