Partiernes webstrategier 8: Uffe Elbæk er en enmandshær der kender alle tricks på Facebook

Benjamin Rud Elberth, digital politisk kommunikatør

Elbæk bruger sine platforme rigtig godt til at harcelere over uretfærdighed og til at mobilisere tilhængere, uanset om han kan lide betegnelsen digitalt spin eller ej.

Benjamin Rud Elberth har analyseret alle partiernes webstrategier frem mod folketingsvalget. Her er det nye parti, Alternativets, webstrategi, der ifølge Benjamin Rud Elberth kræver et oneman-show af Uffe Elbæk og har spinkle muligheder. Links til analyse af de øvrige partiers webstrategier er i bunden af artiklen. 

ALTERNATIVET

Partiet hviler i et mærkeligt spænd mellem at være et parti, andre ikke rigtigt tager seriøst, og så et parti, der måske endda har en chance, hvis de vel at mærke kan nå at samle de underskrifter, der skal til for at blive opstillingsberettiget.

Uffe Elbæk er en enmandshær, og han kender alle tricksene på Facebook. Jeg havde fornøjelsen af at have ham som gæst i teltet på Folkemødet, hvor han igen italesatte sin social media-tilstedeværelse som noget i retning af ”Jeg er jo bare mig selv” men faktum er bare, at han bruger sine platforme rigtig godt – også til det, jeg ville kalde digitalt spin – i kamp mod journalister, til at harcelere over uretfærdighed og til at mobilisere tilhængere, uanset om han kan lide betegnelsen digitalt spin eller ej.

Uffe Elbæk har en Søren Pind-agtig evne til at hudflette journalister og give sin egen version af en nyhed med sin Facebook-side, hvor han er autentisk som få andre politikere.

kultur

Alternativet havde snøren ude efter Steffen Lykke Rasmussen, der uden for parti i KV13 fik lavet så effektiv en digital kampagne, at han fik hele 2285 stemmer.

Den transfertilgang ville have været en kærkommen tilføjelse til Alternativet, der kun er tegnet af Uffe Elbæk og simpelthen kommer til at mangle noget på kendisfaktoren, hvis de når at samle underskrifterne. De skal håbe på, at Thorning venter så længe som muligt, så de kan etablere sig og få lavet en reel kampagne.

Internt er partiet præget af græsrødder og frivillighed – hvor de kommer til at få problemer med de velsmurte kampagnemaskiner fra andre partier, med langt flere penge, langt mere erfarne digitale folk og bureauer i ryggen.

Og så skal de satse hårdt på Uffe Elbæks små 7.000 følgere på Twitter og hans 10.000 fans på Facebook. Alternativets platforme er ikke slagkraftige i sig selv og kommer heller ikke til at blive det. Det er Uffe, der skal bære den der, og så skal de kigge meget nøje på nichecampaigning.

Største styrker
Uffe Elbæk. Han har forstået, hvad han skal bruge sine sociale medier til. Fortællingen om, at de ikke har en chance kan bruges konstruktivt.

Begynder det at spire for dem, når de underskrifterne, og får de opstillet et par stemmeslugere, kan der komme skred i projektet.

Største svagheder
Mange.

Uanset hvad man måtte mene om projektet, som blandt andet er spændende i sin grundtanke, når det er fællesskabet, der skriver partiprogrammet, så skal de agere digitalt og kampagnemæssigt i en verden, hvor de andre partier har kendisfaktor og etablerede sekretariater.

Ildsjæle er en fantastisk motor, men de skal sættes sammen med folk, der virkelig ved, hvordan man fører digital (valg)kampagne.

Hvad skal der til
Uffe skal bare skyde løs. Med alt, hvad han har.

Og så skal Alternativet som ingen andre køre en nichekampagne – de skal ramme nogle politiske sager, der kan blive kioskbaskere og lave nichedigital valgkamp på de ting: Offentlighedslov, Hundelov, Gensidig Forsøgerpligt, Dyrevelfærd, Kulturpolitik – alle de emner, som kan mobilisere bestemte vælgergrupper og som flyder rundt på sociale medier lige nu uden partier, der for alvor har taget ejerskab på dem.

Det må aldrig blive designerpolitik efter vælgernes gunst, men der er rent faktisk sager i Alternativets partiprogram, der egner sig til at føre valgkamp på den måde.

Når man ikke har personerne, må man helt ned i substansen og ramme f.eks. NGO-folket, Iværksætteren, Kulturelskeren lige i hjertet – det kan man digitalt.

Hvad kommer vi til at se
Uffe Elbæk, der tror på projektet til det sidste og som er åben om, at de er i kamp for at nå underskrifterne, og så bare skal ind i Folketinget. Med masser af power på sociale medier.

Og så er Alternativet faktisk kendetegnet ved, at de lytter rundt i krogene, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og ikke bare forkaster gode idéer.

Man skal ikke underkende Uffe Elbæk og hans netværk, der også er dygtige kampagne- og kommunikationsfolk, og de skal nok bringe den digitale nicheidé videre til ham, hvis de ikke har tænkt den selv.

Det bliver dog fase to, for lige nu skal der samles underskrifter, og vi kommer ikke til at se andet digitalt, før de er i hus. Alternativet kan simpelthen ikke nå andet.

Her kan du læse analysen af webstrategierne for Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale, Konservative, SFEnhedslisten og Liberal Alliance.

Benjamin Rud Elberth er digital (politisk) kommunikatør, rådgiver og digital chef i Geelmuyden Kiese samt aktiv med updates på de sociale medier.