Ugens ord: Vi skal lære at tænke eksponentielt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hvis du tager 30 skridt kommer du 30 skridt frem. Hvis du tager 30 eksponentielle skridt kommer du 25 gange rundt om jorden. Det er sådan teknologien udvikler sig – og det er vores alles udfordring.

Alle har talt om digitalisering rigtig længe og dermed brug af teknolog. Så at tale om teknologiens betydning kan virke fortærsket og forudsigeligt.

Budskabet var dog helt klart på GroupMs konference: What’sNext: Teknologiens betydning kan ikke undervurderes og den rammer langt dybere ind i enhver virksomheds dagligdag end man måske forestiller sig. Og udviklingen er eksponentiel – så det er et ord man skal til at lære at forstå. Mere om det senere.

Det er et ultimativt krav til enhver virksomhed og dermed også enhver marketingafdeling at forstå og gøre brug af teknologi. Både i det store og små.

Med det menes ikke blot at bruge teknologi til at måle effekten af marketingtiltag – som naturligvis og nødvendigvis skal være i real-time samt brugen af digitale kanaler. Teknologi skal bruges bredt i produkter og i det hele taget i virksomhedens tankegang.

På konferencen blev nævnt mange forskellige teknologier, f.eks. augmented reality, robotter, wearables, chips i armen – you name it.

Har vi styr på det? Spurgte David Shing fra AOL, der blæste ind på scenen som en anden hvirvelvind og efterlod de 600-700 deltagere en anelse forpustet efter tre kvarters speed-snak.

Nej, vi har ikke, styr på det, for vi er alle forvirrede, svarede han selv.

Og det er ikke så mærkeligt, ifølge en anden hovedtaler, Pascal Finette fra Singularity University, for vi lever vi midt i en tid, der er både fascinerende og fyldt med kaos.

Samtidig foregår udviklingen eksponentielt og dermed går de teknologiske fremskridt mega hurtigt, sagde Pascal Finette.

Som eksempel på en eksponentiel fremgang, fortalte Pascal Finette, at hvis man tager 30 lineære skridt, kommer man ca. 30 meter frem.

Tager man 30 eksponentielle skridt, kommer man 25 gange rundt om jorden!

Udfordringen er ifølge Pascal Finette, at mennesker ikke tænker eksponentielt, men lineært. Den kontante besked var: Hvis vi ikke formår at tænke eksponentielt i forbindelse med virksomhedens udvikling, så går den under.

Ole. E. Andersen, der er ekstern lektor på CBS mener, at det er en stor udfordring, som virksomhederne står overfor:

”Vi har svært ved at følge med den teknologiske udvikling og samtidig er vi dybt fascineret af den. Vi kan ikke lære at tænke eksponentielt, men vi kan måske tvinge os selv til at tænke hurtigere”.