Ugens udvalgte: Hvor engagerede er dine kunder?

Paul Hertz,
Strat. planner, Hertzlig.dk

Der findes hardcore Ikea-hackers, som går radikalt til værks og skaber helt nye møbler eller opfinder helt nye funktioner med udgangspunkt i Ikeas møbler.

Nogle firmaer er bare ikke til at komme udenom – et af dem er Ikea. De færreste af os kan sige os fri for at have et eller andet fra den Ikea hjemme. Derfor har de fleste nok også et udtalt had/kærligheds-forhold til møbel-og-meget-andet-giganten.

Det er nogle år siden Danmarks Statistik talte efter, men i 2006 brugte hver dansker kr. 4.600 på møbler og andet fra Ikea. Siden har Ikea åbnet endnu et enormt møbelmekka herhjemme og forbereder en betydelig udvidelse i Århus, så tallet er næppe blevet mindre siden.

Hvor mange personskader, der sker, når folk skal samle deres Ikea-møbler, findes der vist ikke statistik over, men det anslås, at hver 10. vesteuropæer undfanges i en seng fra det lille, svenske møbelhus, så en stor del af møblerne må ende med at blive samlet nogenlunde efter manualen.

Det til trods for at Ikeas møbler er designet til hjem med helt plane flader og vinkler på præcis 90 grader. Så perfekte er de færreste boliger som bekendt, og derfor har de fleste sikkert også prøvet at tilpasse deres nye Billy-reol de faktiske forhold.

For mere fingersnilde Ikea-fans stopper det dog ikke med en lille nødvendig modifikation. Der findes hardcore Ikea-hackers, som går radikalt til værks og skaber helt nye møbler eller opfinder helt nye funktioner med udgangspunkt i Ikeas møbler.

De mest dedikerede “hackere” deler selvfølgelig deres ideer og erfaringer på Nettet – blandt andet på siden www.ikeahackers.net, hvor man må imponeres over folks fantasi og iderigdom. Videreudviklingerne spænder vidt. Var det noget med en vask lavet af en salatskål (http://www.ikeahackers.net/2010/12/ikea-salad-bowl-sink.html) eller hvad med en SATC-skoreol (http://www.ikeahackers.net/2010/12/bygel-stiletto-shoe-rack.html)?

Alle der fik – eller gav sig selv – en iPad i julegave kan eventuelt starte i det små med en gør-det-selv stand til en brøkdel af, hvad de koster i Humac-butikken (http://www.ikeahackers.net/2010/12/ikeapad-stand.html).

Indrømmet nogle af ideerne er bedre end andre. Men man må tage hatten af for en virksomhed, der formår at få folk til at engagere sig så meget i deres produkter, at de velvilligt optræder som ambassadører og viser, hvordan funktionaliteterne kan udvides og tilpasses mange andre behov end de snævert definerede.

Paul Hertz står bag udvælgelsen af ugens udvalgte – i hvert fald indledningsvist. For alle er velkomne til at komme med bidrag. Konceptet er de mere finurlige inspirationskilder frem for de mere klassiske som reklamefilm og annoncer.

Ugens udvalgte fra i torsdags 

Mange af os bruger de fleste vågne timer på at tænke på de projekter, vi arbejder på for tiden. Det gælder på alle slags bureauer og hos alle kunder – vi lever og ånder i høj grad for vores brands.

Derfor er det også er en udbredt arbejdsskade at tro, at alle andre har det på samme måde. At dem, vi prøver at nå med vores kommunikation, også bruger en masse energi på at tænke på netop vores brand, produkt eller service.

Hvordan kan vi ellers retfærdiggøre månedlange strategiprocesser, interne PowerPoints på flere hundrede slides og femten korrekturgange på den annonce, der kom ud af det hele?

Realiteterne er, at vores publikum er rigtige mennesker, der lever rigtige liv med tusinde ting i hovedet. Hvis du er heldig, er dit mærke en af disse ting, men det er sandsynligvis langt, langt nede på listen og har ikke nær så meget plads i folks hoveder, som du tror.

Det er en diskussion, der er taget mange gange før, men den er sjældent set spiddet så skarpt og vittigt, som på sitet “Things Real People Don’t Say About Advertising”, som Kim Jong Andersen fra Creuna har tippet mig om.

Det tip er hermed sendt videre, for her kan vi alle krumme tæer over ting, vi på et eller andet tidspunkt selv kunne have sagt: http://tpdsaa.tumblr.com/.