Ukendt bureau bag SBS’ største kampagne nogensinde

Peter Engholm
25@mail.dk

Big Brother er biggere end nogensinde før. Aftenens premiere går ud på fire platforme og ledsages af stationens største markedsføringsbudget til et program. Men bureauet bag er lille.

Reality-kongen Big Brother, der er en eksport til 87 lande, er tilbage på skærmen i aften – tilbage efter syv års pause på dansk tv, nærmere bestemt Kanal 5.

Og der er sket en del siden sidst – både i omfang og indhold.

“Big Brother er ikke længere et tv-program alene, men bringes på fire platforme – tv, radio, web og mobil, hvor du via app’en kan modtage breaking news. Samtidig har programmet også ændret sig, siden vi sidst bragte det. Dengang var det mere sort/hvid-reality med fest og dyneløfteri. I de seneste 2-3 år har vi set Big Brother med mere dybde og bredde – mere humor, mere personlighed og menneskeligt overskud,” siger Sandor Neumann, marketingdirektør på SBS Media.

Han nævner de mange platforme som en af grundene til at gå bredt ud – og programmets længde som en anden.

“Vi sender live 24/7 igennem tre måneder. Det er vores største satsning – marketinginvesteringer og produktionsomkostninger – nogensinde, og vi er aldrig før gået så bredt ud med vores markedsføring. I premierefasen har vi købt totalt ejerskab af bl.a. eb.dk og bt.dk,” siger Sandor Neumann.

Flere enheder har været i spil op til premieren:

“Den eksterne reklame varetages af et lille bureau, &Støttrup. Bureauet varetages af Carsten Støttrup, som jeg kender fra min egen tid i bureaubranchen. Vi har arbejdet fast sammen ham i ca. tre år, og han fastsætter holdet alt efter opgaven. Dertil kommer Timeline, der har designet Øjet til Big Brother samt leveret al grafik til skærmen. Endelig har vi i vores marketingafdeling på 20 personer arbejdet intensivt herunder promoafdelingen på 10 personer og PR-afdelingen på 6 personer – og allerede før aftenens program har vi fået presseomtale svarende til 6,5 mio. kr., så jeg er yders tilfreds,” siger Sandor Neumann.

Promoafdelingen får også i de kommende tre måneder travlt, for Big Brother er ikke optaget på forhånd – real reality, om man vil – så optakten til aftenens udsendelse skal produceres om formiddagen, med højdepunkter fra aftenen før.