Twins Solutions – måske ikke så kendt lige nu, men navnet kan være værd at bide mærke i, hvis ellers bureauets ambitioner bliver indfriet.
Ganske vist kan grænsen mellem IT-huse og digitalbureauer til tider være flydende, men IT-huset Twins søger at stille sig på begge ben – med Twins Consulting og Twins Solutions. Sidstnævnte leverer – som navnet fint antyder – løsninger til virksomheder og organisationer. Og det er netop Twins Solutions, der har ambitionerne om at blive til noget større inden for webbureauer.
Og væksten sker bl.a. via opkøb. Twins blev stiftet i 2002, og allerede året efter købte selskabet sit første webbureau, Mus & Mænd. Og to år senere fulgte Grapenet. De to bureauer tilførte Twins Solutions kreative kompetencer til den teknologiske viden, der allerede fandtes.
Nu følger så købet af endnu et webbureau, Spring Company, med fem medarbejdere. Og Peter Melvig, direktør i Twins Solutions, sætter ord på målet:
“I forbindelse med vores vækststrategi har vi hele tiden haft en klar målsætning om, at Twin Solutions ikke kun skal være markedsledende med vores totale webløsninger. Vi vil også gerne være blandt de fem største i Danmark. Og eftersom 2011 var et rigtig godt år for Twins, hvor vi øgede omsætningen med 50 procent – fra 40 til 60 mio. kroner – har vi igen mod på at foretage nye investeringer og komme tættere på at indfri vores ambitioner.”
Spring Company har løst opgaver for bl.a. Udenrigsministeriet, Bibelselskabet, Bibliotekarforbundet, Vækstfonden med flere.
Tilbuddet om opkøb kom på et godt tidspunkt ifølge grundlægger og adm. direktør Hans Peter Vith, Spring Company – en fælles pressemeddelelse slutter således:
“Da jeg etablerede Spring Company i 2006, havde jeg en iværksætterdrøm om at skabe et webbureau, som kunne levere innovative webløsninger til nogle af de største virksomheder og organisationer i Danmark. Og det er også lykkes. Alligevel har jeg efter seks år med Spring Company indset at, hvis jeg også vil have realiseret mine og medarbejdernes drømme om at blive et af Danmarks største webbureauer, skal vi indgå i et større foretagende. Twins Solutions har med deres kompetencer og netværk fat i den helt rigtige ende. Så jeg er rigtig glad for, at vores dialog endte med, at Twins overtager Spring Company. Og jeg ser meget frem til en spændende fremtid sammen med dem,”.