Ulrik Bülow er et velkendt navn i den danske marketingverden – ikke mindst som øverste chef for Sonofon, hvor han var med til at indkøbe Polle fra Snave.
Han er lige nu administrerende direktør for Synoptik – et job han dog står foran at skulle forlade efter, at han selv har sagt op.
Til gengæld kan han nu skrive en nye bestyrelsespost på listen, idet han er valgt ind i bestyrelsen for Boxer TV, der er den nye gatekeeper på det nye digitale jordbaserede sendenet, som er ved at blive etableret som erstatning for det analoge signal, der lukker til efteråret.
– Gennem mange år har jeg især arbejdet med stærke og veletablerede varemærker og brands, så jeg ser frem til at bidrage med opbygningen af Boxer fra at være nyt og ukendt til at blive et nationalt brand, som alle danskere kender, siger Ulrik Bülow.
Han erstatter Michael Christiansen, der forlod Boxers bestyrelse efter udnævnelsen til bestyrelsesformand i DR.
Boxers bestyrelse består i dag foruden Ulrik Bülow af bestyrelsesformand Henning Kruse Petersen samt Crister Fritzson, adm. direktør for Teracom AB, Per Norman, adm. direktør for Boxer TV-Access AB og Steen Ulf Jensen, adm. direktør for Boxer TV A/S.
Før Synoptik var Ulrik Bülow direktør for VisitDenmark. Han har tidligere været administrerende direktør for Sonofon, Egmont Bøger og Matas. Derudover sidder Ulrik Bülow i bestyrelsen for Dansk Erhverv, Egmont, Royal Unibrew, Toms Gruppen m.fl.