Ulveman gør to unge til partnere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ulveman gik før sommeren fra Kristiansen – og flyttede ind hos Mensch. Nu gør han sine to håndgange mænd til partnere.

Efter opløsningen af KristiansenUlveman etablerede Michael Ulveman et nyt bureau og indgik et strategisk partnerskab med Mensch på udvalgte kunder.

Dengang tog han Bastian Schneider og Lars Mejer med sig og nu bliver de så partnere i bureauet.

“Vi har en ambition om at være helt fremme i udviklingen inden for strategisk rådgivning på områder som Public Relations og Public Affairs. Særligt der, hvor de to områder i kombination skaber forandringer. De to nye partnere supplerer hinanden kompetence- og stilmæssigt, og de har meget tidligt i deres karriere bevist, at gode resultater udvisker alder, og talent trumfer anciennitet«, siger Michael Ulveman.

28-årige Bastian Schneider har arbejdet som politisk konsulent og kommunikationsrådgiver herhjemme og i Bruxelles. Han har blandt andet i foråret 2014 vikarieret som særlig rådgiver for fødevareminister, Dan Jørgensen (S).

Den et år ældre Lars Mejer, der tidligere i år blev udvalgt som et af Berlingske Magasins 100 talenter, har læst retorik og ledelseskommunikation på Københavns Universitet.

Han har også været udenlands, da han tidligere har arbejdet som konsulent for Ehrenberg Kommunikation i Sverige.

Derudover har han været politisk sekretær for Venstre på Christiansborg.