Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Thorkild Bjerre nåede ikke meget andet end at sige goddag hos Umwelt, før han valgte at tage videre til et andet job.

Stor var glæden for få uger siden, da Umwelts adm. dir. Steen Søndergaard kunne præsentere den kreative direktør, han længe havde været på jagt efter til at supplere Peter Dalgas i ledelsen og opbygningen af den kreative afdeling.

Personen var Thorkild Bjerre, der var fundet hos Zupa, men glæden var åbenbart ikke gengældt i lige så stort omfang. For allerede få uger efter, han er begyndt hos bureauet, har Thorkild Bjerre takket ja til et nyt job hos DialoguePeople.

Det er en ærgerlig Steen Søndergaard, Bureaubiz fanger.

“Umwelt er en virksomhed i en fornuftig udvikling. Når man udvikler sig, så sker der både ventede og uventede ting,” Steen Søndergaard og fortsætter:

“At Thorkild sagde stop før han kom i gang med hans opgave var uventet – især fordi vi har været i et meget langt forløb med ansættelse og samtaler om hans rolle i at bygge en stærkere kreativ afdeling sammen med Peter Dalgas. Det gør ikke den store forskel for Umwelt – vi har et solidt hold i dag, men vi leder fortsat efter senior kreative. Thorkilds beslutning må han vurdere – det var nok ikke den måde jeg ville have valgt at tackle en sådan situation på.”

Da Thorkild Bjerre blev præsenteret som ny kreativ direktør i begyndelsen af september, begrundede han jobskiftet således:

“Der har været en tendens til, at gå til et digitalt bureau, hvis man har talt online. Men jeg tror, at digitalt er ved at blive modent, og man ser en bevægelse væk fra specialiseringen. Ser man ud i verden, kommer nogen af de mest spændende ting fra traditionelle reklamebureauer som Crispin Porter og Forsmann & Bodenfors. Jeg tror, reklamebureauerne er ved at tage teten, fordi det grundlæggende ikke handler om teknologi men om at bygge brands, awareness og liking, og her har reklamebureauerne gennem mange år opbygget en kernekompetence.”

Nu skal han så til at arbejde for et dialogbureau.

Kommentarer

  1. Skidt opførsel Thorkild. Godt at det ikke er mig, du skal være chef for. Hilsen Charlotte

  2. Det må da også give hans nye arbejdsgiver noget at tænke over! Hvor sikker kan være på en som ham?

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club