Umwelt siger farvel til Irma

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dagligvarekæden har derfor flyttet emballage-udvikling til et andet bureau, mens forbrugerkommunikationen endnu ikke har fundet et nyt bureau.

Umwelt og Irma har været en betydelig succes-historie, der i 2007 blev kronet med førsteprisen i Advertising Effectiveness Award.

Nu er samarbejdet ikke mere, og det er Umwelt, der har stoppet det.

“Det er sket i god ro og orden, og jeg kan sådan set godt forstå Umwelt. Vi har en række koncepter, der er godt indarbejdede og Umwelt’s rolle fylder ikke det samme, som den tidligere har gjort,” siger marketingchef Gitte Matzen.

Hun har ansvaret for den forbrugerrettede kommunikation, og har ikke travlt med at finde et nyt bureau, fordi koncepterne kører og fungerer lige nu.

“Men selvfølgelig skal vi på et tidspunkt have fundet et nyt bureau. Her vil det være vigtigt, at det nye bureau evner at fortsætte den rejse, vi er på. Vi skal på et tidspunkt videre til Irma 2.0, men det skal ske med respekt for de værdier, der kendetegner Irma, og det arbejde, der har været lavet indtil nu,” siger Gitte Matzen.

Indkøbschef Hans Christian Ipland har ansvaret for emballage-udviklingen, og han har valgt at overdrage denne opgave til Republica, som i forvejen håndterer tilbudsaviserne.

Adm. dir. Steen Søndergaard begrunder afslutningen af samarbejdet med overvejelser om, hvilket bureau, Umwelt ønsker at være.

“Man stopper selvfølgelig ikke samarbejdet med en kunde som Irma uden at tænke sig grundigt om. Men vi har truffet en beslutning om at være et bureau, der søger at binde salg og marketing sammen og som arbejder strategisk med kunderne. Vi er ikke for fine til at arbejde med taktiske tiltag og eksekvering, men det skal helst ske i forlængelse af et strategisk samarbejde, og sådan var samarbejdet med Irma ikke mere,” siger Steen Søndergaard.