Unbranded film vinder priser og sælger Office-pakker

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Microsoft udkom tidligere på året med kortfilmen Walter og Alma, der siden både har vundet kunstnerisk anerkendelse og har genereret godt salg for virksomheden.

Det var bureauet Marvelous, der stod bag ideen til den Microsoft faciliterede kortfilm, Walter og Alma, der b.la. havde Kim Bodnia på rollelisten – og samtidig var Thomas Levins debut som filminstruktør.

Microsoft & Marvelous laver unbranded content

Idéen var at vise, hvordan Microsofts office 365-pakke kunne bruges til at facilitere en film-produktion, samt at knytte bånd til forbrugerne med en kvalitetsfilm uden logoer og brandløfter.

Filmkunst og resultater går hånd i hånd
Siden filmen blev udgivet tilbage i april måned, har den ifølge Microsoft skabt 14.000.000 media impressions og genereret 368% i ROAS (Return On Advertising Spend, red.)

I skrivende stund er Walter & Alma nomineret til kampagne-prisen ved årets Rambuk, der afholdes torsdag. Og kortfilmen er også en kunstnerisk succes. Walter & Alma er blevet udvalgt til de officielle festivalprogrammer til både den hjemlige Odense International Film Festival, men også filmfestivaler i Canada og Schweiz.

Det hidtidige højdepunkt for filmen kom dog i sidste måned til den uafhængige kortfilmsfestival Shots i Slovenien, hvor Walter & Alma vandt prisen for bedste skuespillerinde samt publikumsprisen.


Unge Frida Luna vandt prisen for bedste skuespiller til Shots festivalen i Slovenien. 

Walter & Alma er gået under paraderne
Hos Marvelous er creative director Cris Anthony Hödar positivt overrasket over Walter & Almas gode resultater på både den resultatmæssige og filmiske front:

“Vi havde en forhåbning om, at det ville lykkedes at få succes på begge parametre, men vi var bestemt ikke 100 procent skråsikre på det. Så det er rigtig fedt, at filmen bliver nomineret til filmfestivaler og sågar vinder priser. Det beviser, at det produkt vi har lavet i markedsførings øjemed også har kvalitet rent filmisk”.

Ann Lind Andersen-anmeldelse af Walter & Alma

Hvad fæstner du dig mest ved i forbindelse med kampagnens resultater?

”Det fedeste ved det her er, at vi opnår resultater uden at presse hverken en film eller et reklamebudskab ned over forbrugerne. Vi har ladet folk selv finde filmen, se den på eget initiativ og selv finde værdien i den. Filmen er gået under folks reklame-parader”.


Cris Anthony Hödar mener, at Walter & Alma er med til at understrege, at der ikke længere er en best practise indenfor reklame.

Hvilke learnings tager du og Marvelous med jer videre fra denne case?

”Jeg synes, at Walter & Alma sætter streg under det, der blev talt meget om i år i Cannes. Vi er i et tidspunkt i reklame, hvor idéen er det vigtigste. Reklamen behøver ikke være en langside på en bus, et opslag i avisen eller en TVC. En reklame kan være en statue eller en kortfilm.”

Cris Anthony Hödar afrunder:

”Så vi er blevet bekræftet i, at der ikke længere er nogle fastlagte rammer for, hvad der er god kommunikation. Der er ikke længere en best practise og det åbner op for masser af kreative muligheder.”

Det er netop blevet offentliggjort, at Walter & Alma er nomineret til to Lovie Awards i kategorierne Integrated Campaigns og Comedy.