UncleGrey bruger animation til alvorligt emne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Sæt farten ned, har man set mange kreative bud på gennem tiden. Den nye kampagne bygger på en animation. Døm selv om det lykkes.

De sidste to år har animerede film været blandt de store vindere i Cannes – og måske ikke så mærkeligt for en animation kan være en god fortælleteknik på noget der kan komme til at virke for voldsomt i virkeligheden.

Også Jangaard, Maark & Ko har på det seneste taget animation i anvendelse på den anerkendte Tal ordentlig-kampagne for Callme.

Nu følger UncleGrey så trop med en animeret kampagne for Rådet for Sikker Trafik, der skal få folk til at sætte farten ned. Et tema man har set mange forskellige bud på at løse – lige fra de mere humoristiske til de meget voldsomme film.

UncleGrey har med animationen anlagt en lettere tone.

Kampagnen har omdrejningspunkt på sociale og digitale platforme i et samarbejde med Fucking Flink. Desuden vil man møde kampagnen på TV, radio, vejskilte og på Q8 stationer.

Alle kampagnens elementer, der har været i produktion siden maj, er færdiggjort i tæt samarbejde mellem animationsekperterne Benny Box og kreative fra UncleGrey.

“For at skabe lydhørhed i målgruppen valgte vi en utraditionel eksekveringsform fordi det giver os mulighed for at gå endnu tættere på et område, der kan være ret alvorligt. Animation er mere afvæbnende og samtidig kan man nemmere trænge igennem, da paraderne ikke kommer helt så højt op,” siger COO hos UncleGrey, Carsten Bülow.’

Bureauet oplyser selv, at man kom sent med i pitchen – hvilket altså ikke forhindrede UncleGrey i at vinde.

“Vi har været meget glade for vores valg af UncleGrey, der har formået at oversætte vores brief til et nyt kreativt univers med et positivt anslag, som var vigtigt for os at arbejde med. Samtidig gav de kampagnen liv på mange platforme, både analoge og digitale” og udviste god forståelse for målgruppe og problemstilling,” siger Michelle Lykke Laviolette, Kampagne Projektleder hos Rådet for Sikker Trafik.