UncleGrey kom ind i konkurrence fra sidelinjen – og vandt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet har allerede to bilmærker på kundelisten og nu skal man hjælpe et nyt site, der vil i skarp konkurrence med Bilbasen.

I morges kunne UncleGrey glæde sig over at være rykket fra nr. 26 til nr. 10 på årets imageanalyse fra MyResearch og Bureaubiz.

Og her til eftermiddag kan bureauet så glæde sig over at udkomme med en ny kunde.

Den skal findes inden for bilmarkedet, hvor bureauet allerede har gjort sig bemærket ved at håndtere to konkurrerende mærker, Opel og Kia.

Der er tale om en ny virksomhed, som under navnet Biltorvet.dk vil gå i konkurrence med Bilbasen om formidlingen af brugte biler.

Biltorvet.dk er ejet af omkring 400 forhandlere, som har vurderet, at der var basis for konkurrence på markedet og at man lige så godt kunne eje sitet selv.

Det har været under opbygning i et stykke tid, og sidste år, blev der gennemført en aktie-emission.

Så der er tale om en større satsning, og nu er opgaven så kommet til at der skal skaffes kunder til butikken, og i den forbindelse var Biltorvet.dk i gang med en konkurrence med flere andre bureauer, da de blev anbefalet, at tage kontakt til UncleGrey. Siden gik det stærkt.

Efter en indledende præsentation endte UncleGrey med at være det eneste bureau, der fik lov til  at give et bud på et kreativt koncept. I midten af december blev UncleGreys kreative koncept så godkendt.

“Allerede fra første møde var der god kemi samtidig med, at bureauet udviste god forståelse af markedssituationen. Senere i processen gav de os velargumenteret kreativt modspil og endte med at levere et stærkt koncept, som vi virkelig glæder os til at folde ud og se virke for os,” siger Claus Nyboe fra Biltorvet.dk.

Fokus er i første omgang på brugte biler, men Claus Nyboe udelukker ikke noget i forhold til fremtidige initiativer på sitet.

“Vi har over to tredejdel af nybils forhandlerne med og de repræsenterer en god del af brugtbilmarkedet. Vores vurdering er, at Bilbasen har mistet en betydelig mængde biler, så vores udgangspunkt er godt. Nu skal vi så have kunderne ind i butikken, for der er selvfølgelig kun en ting, der gælder for forhandlerne, og det er, at de får solgt deres biler,” siger Claus Nielsen.

En række reklamefilm produceret af Friends Film og instrueret af Michael Toft, blev optaget de første dage af det nye år . Den første af filmene har premiere på TV2 i aften. Herefter følger øvrige aktiviteter.

“At det blev et TV-koncept, der blev det bærende element, er simpelthen fordi, vores analyser viste, at det stadig var her vi hurtigst kunne skabe kendskab til biltorvet.dks nye site. Der er jo ingen grund til at gøre det sværere end det er,” siger COO Carsten Bülow, UncleGrey.