Ung dansk reklameblogger samler dagligt 20.000

Peter Engholm
25@mail.dk

Cecilie Friis Borup er som datter af en kendt reklamemand født med reklame i blodet. Hun samler i dag et publikum så langt som til USA, og nu kvitter hun sit faste job for at forsøge at leve af sin blog.

Det er en drøm for de fleste at bruge deres liv på det, de holder allermest af. Deres hobby. Og det gælder også i reklameverdenen, hvor Cecilie Friis Borup har sagt sit job op som grafisk designer og DTPer på Winther’s, fordi hun vil være konsulent i at blogge.

Og jo: Lyder efternavnet bekendt, så skyldes det, at hun er datter af Ib Borup, kreativ direktør på Bates Y&R og far til DSBs Harry.

29-årige Cecilie Friis Borup har på et år skabt sit navn som blogger og på Twitter: 20.000 følger i gennemsnit hendes blog dagligt på www.bumbumbum.me, og små 1.400 følger hende på Twitter. Alle primært fra USA.

Det er reklamebaggrunden, der introducerer bloggen: “An ad girls blog about art, design, advertising and everything else that tickles my interest”. Og det var også et skift internt i branchen, der satte skub i begivenhederne.

“Jeg var projektkoordinator på Sunrise, men skiftede – fordi jeg gerne ville være kreativ – til rentegner på Winther’s. Det gav mig noget overskudsenergi, og en veninde foreslog, at jeg begyndte at blogge, “fordi du altid finder alle mulige ting”. Jeg har i hvert fald altid været nysgerrig,” siger Cecilie Friis Borup.

Hitte-genet er intakt, nysgerrigheden stimuleret yderligere – i en grad, så hun nu erkender sig som afhængig af konstant at se nyt … og dele det med andre – og læg dertil en tredje egenskab, der er blevet finpudset på rekordtid: Evnen til at vælge fra.

“Jeg følger med i 200 blogs. Jeg har systematiseret det, så jeg ikke behøver at åbne samtlige blogs for at se, hvad der er sket. Det er især en filtrerings-proces, en frasortering, og jeg bruger 2-3 timer på det dagligt. Min blog er visuelt præget – det er vigtigt for mig. Ingen store, tunge tekster,” siger Cecilie Friis Borup.

Men derfra og så søge at gøre det til en levevej kan umiddelbart lyde som et stort skridt.

“Jeg følte, at jeg stod ved en skillevej, og at jeg er nødt til at prøve det af. Jeg begynder i dag som selvstændig og vil stadig være grafiker og rentegner, for det fylder stadig en stor del af mit liv, men det vælter samtidig ind med mails fra kunstnere, bureaufolk og virksomheder, der gerne vil høre min mening eller ønsker rådgivning – f.eks. om, hvordan man kobler blog, twitter og facebook sammen,” siger Cecilie Friis Borup.

Det har bekræftet hende i, at der var muligheder for at skabe en forretning, men hendes eget konsulent-virke har indtil videre været på husets regning.

“Det er dog begyndt at blive så fuldt, at jeg må begynde at tage penge for det. Det er jo bl.a. alle de nyttige navne og links, jeg selv har brugt tid på at samle op, som jeg bringer i spil,” siger Cecilie Friis Borup, der vil fortsætte sin blog- og twitter-aktivitet, også selv om konsulent-delen skulle vokse sig stor, “for de viser noget om, hvad jeg står for.”

Og som konsulent: Hvad er det vigtigste, at bloggere og twittere holder sig for øje?

“Det svære er at holde det ved lige. Man må ikke tabe pusten, og man skal ikke være bange for at være personlig. På virksomhedsplanet er det vigtigt at undgå bare at pulse ting ud – og virke virksomheds-agtig. Det væsentligste er at skabe relationer, ikke nødvendigvis tjene penge,” siger Cecilie Friis Borup.