Toppen af poppen er den samme på listen over Danmarks rigeste bureau-ejere: Jan Duckert, Jesper Kunde og Henrik Juul. Og sådan har det været i en årrække.
I det hele taget har Top 10 været relativt stabil.
Men reelt er der flere af navnene, der ikke mere har ejerandele i bureauer – man skal længere ned af listen, før der dukker nogle nye navne op – heriblandt flere PR-bureauer.
Det er Dansk Brancheanalyse, der udformer den årlige liste over Danmarks rigeste bureaufolk – baseret på egenkapitalen i personlige selskaber – og normalt er det kun Top 10, der offentliggøres fra selskabets årlige bureaurapport.
Bureaubiz har fået Top 20, og sorterer man dem fra, der ikke er noteret for ejerandele, så kommer Top 10 til at se noget anderledes ud. Det bliver i stedet en Top 12.
Mads Byder er ikke mere end 37 år, og bureauet er under 10 år gammelt, så at komme på listen ligner en flot præstation. Bureauet præsterer da også stærke nøgletal, og opnåede i 2012 et overskud på 5,6 mio. kr., og viste vækst for 8. år i træk.
“Jeg går ikke så meget op i disse lister, og vi skal huske tal jo er taknemmelige. Men det glæder mig da, at det er et udtryk for, at vi lykkes for vores kunder. De vil gerne vores atypiske PR-tilgang med lave timepriser og fokus på resultater frem for proces,” siger Mads Byder
Man kan diskutere, om brødrene Søren og Jens Kofoed burde splittes op, hvilket ville bringe dem ud af listen. Men formuen ligger i et fælles-ejet selskab, og derfor står de sammen. De står med en ejerandel i Kreab Gavin Andersson – men formuen er skabt gennem ABC Public Relations, som de stiftede og siden solgte til WPP.
Jesper Højberg siges også at have relationer til PR-branchen, idet Advice i sit udgangspunkt er blevet set som et PR-bureau. I dag har det dog flyttet sig markant og optræder som et meget bredere kommunikationsbureau – og endda et stort et af slagsen.
Så at han er med på listen er ikke overraskende, og desuden er Advice et af de bureauer, som kan vise sig at have fanget noget af fremtidens udfordring.
Så er Fernando Olsens placering på listen nok mere overraskende. Han ejer Sylvester Hvid & Co, som nok er et gammelt bureau – men i dag dog også et mere anonymt et af slagsen. Endelig skal det bemærkes, at Peter Svendsens formue på 8. pladsen primært er skabt på salget af Medialog i 90’erne til IPG.
Bureaubranchens 12 største formuer
(parentesen er Top 20 placeringen, hvor de inaktive er med)
- (1) Jan Duckert, 99,62 mio. kr., -14 pct. 43,6 pct. af People Group
- (2) Jesper Kunde, 99,111 mio. kr., +4 pct. 86 pct. af Kunde & Co
- (3) Henrik Juul, 96,386 mio. kr., +1 pct. 34,1 pct. af People Group
- (5) Jørgen Jønsson, 85,887 mio. kr., +29 pct. 25,2 pct. af NP3 (Zupa Recommended)
- (8) Flemming Hald Nielsen, 59,1 mio. kr., +13 pct. 25,5 pct. af Envision
- (11) Lars Hagh Petersen, 53,847 mio. kr., +22 pct. 17,7 pct. af NP3
- (12) Ronnie & Eli Job, 53,005 mio. kr., +9 pct. 6 pct. af Adpeople
- (13) Peter Svendsen, 47,653 mio. kr. -1 pct. 10 pct. af Frankly Web
- (15) Søren & Jens Kofoed, 31,867 mio. kr. 10 pct. 26,7 pct. af Kreab Gavin Anderson
- (16) Fernando Olsen, 31,394 mio. kr., +2 pct. 100 pct. af Sylvester Hvid & Co
- (17) Jesper Højberg Christensen, 31,02 mio. kr., +36 pct. 53 pct. af Advice
- (18) Mads Byder, 27,375 mio. kr., +23 pct. 100 pct. af Help PR
De otte inaktive – altså uden ejerskab i et bureau – der er sorteret fra, er:
Med Top 20 placeringen i parentes
- Claus Moseholm (4) og Balder Olrik (20) som oprindeligt var involveret i Goviral.
Iøvrigt er Goviral nok mere et medieselskab end et bureau. - Steen Halbye (10) og Carsten Kaag (6) oprindeligt fra Halbye Kaag JWT
- Søren Kenner (7) oprindeligt fra Hello Group og Medialog
- Peter Bysted (14) oprindeligt fra Bysted.
- Peter Wibroe (9) oprindeligt fra Wibroe, Duckert & Partners
- Claus Buhl (19) oprindeligt fra We Love People ( Winwin/Buhl UnLtd.)
Rapporten rummer nøgletal for 256 bureauer, fylder 147 sider og koster 3600,- Kr. ex. moms. Den kan bestilles hos ole@danskbrancheanalyse.dk