KEA, Københavns Erhvervsakademi, lancerer netop nu sin første store markedsføringsindsats.
Det er bl.a. første gang KEA får produceret et biografspot. Spottet er en del af en større kampagne, som skal udbrede kendskabet til erhvervsakademiet og brande det overordnet.
“Vi er en fusion mellem en række korte og mellemlange videregående uddannelser i 2008, og vi har skullet finde vores egne ben. Vi har hidtil markedsført os taktisk og lidt spredt – dette er første gang, at vi på et strategisk plan slår vores navn fast,” siger Camilla Wittenkamp, kommunikationskonsulent hos KEA.
Til at bistå sig med opgaven har KEA valgt Gefühl, der har erfaring i at kommunikere uddannelser for bl.a. Københavns Universitet, IT-uddannelserne og Handelsskolerne. Og det var på denne baggrund, at bureauet fik chancen. Partner og kreativ i Gefühl, Casper Hjulmand, siger:
“KEA har to ben: Fuldtidsuddannelser, der henvender sig til unge på 20-30 år, og efteruddannelser, der primært henvender sig til 30-40 årige. Vi gav vores bud på fuldtidsuddannelserne, og fik efterfølgende også efteruddannelserne,” siger Casper Hjulmand.
Der er tale om to forskellige kampagner, der taler til to forskellige og meget brede målgrupper.
“Alene fuldtidsuddannelserne spænder vidt – fra designer over elektriker til kort- og landmålingstekniker. Fælles for dem er, at man under studierne – både med opgaverne på skolen og i praktikken – kommer helt tæt på erhvervslivet. Det er handlingspræget, og vi har ingen problemer med at få praktikpladser, og flertallet af fagene har høj jobsikkerhed efterfølgende,” siger Camilla Wittenkamp.
Kampagnerne vises på en lang række platforme, både i biografer, online medier, i trykte medier og outdoor i ambitionen om at påkalde sig opmærksomheden hos såvel det yngre uddannelsessøgende segment som det lidt ældre segment, der er i job og søger efteruddannelse for at give karrieren et løft.
“I biograffilmen, hvor vi er oppe imod store produktioner, måtte vi være tilpas skægge og underlige til at skille os ud via overraskelseselementet, så vi kan blive husket,” siger Casper Hjulmand om filmen, der kan ses her.
KEA uddanner, i samarbejde med det private erhvervsliv, den nye generation af medarbejdere på akademi-, professionsbachelor- og diplomniveau. Antallet af studerende på KEA er de sidste 3 år næsten fordoblet – og kampagnen har til formål at øge væksten yderligere.