Unge kvinder mener ikke, at der er ulighed mellem mænd og kvinder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Knap halvdelen af de18-29-årige kvinder accepterer ikke præmissen om ulighed mellem mænd og kvinder. Det viser Aller Medias undersøgelse Women of the Future.

En af de måske mest overraskende konklusioner i Aller Medias årlige undersøgelse Women of the Future, er at 44 pct. af de 18-29-årige kvinder ikke accepterer en præmis om, at der er ulighed mellem kønnene.

Samtidig mener 46 pct. i den samme aldersgruppe dog, at man ikke kan tale for meget om, hvordan skæve magtstrukturer skaber ulighed for kvinder. Det sidste stiger til 50 pct., når man når op i aldersgruppen 30-39 år.

”Det tyder altså på, at der er faser i livet, hvor uligheden bliver mere udtalt. Inden man går ind i et forældreskab, kan man godt have en forestilling om, at alle køn er lige, hvor uligheden virker til at blive mere tydelig, når der for eksempel kommer børn ind i billedet. Denne oplevede ulighed kan blandt andet komme til udtryk i forhold til oplevelsen af, hvem der løfter opgaverne derhjemme, samt karrieremuligheder for kvinderne under og efter barsel osv.,” siger head of publishing development & insights i Aller Media Denmark Anne Eskerod.

Hver fjerde kvinde overvejer at tage Wegovy

Op mod hver fjerde kvinde ville overveje at tage Wegovy, hvis det var receptfrit, og 26 pct. overvejer at få foretaget et skønhedsindgreb. Samtidig viser undersøgelsen dog også, at 53 pct. oplever, at skønhedsnormerne udvides, og at det har en positiv effekt, at andre skønhedsidealer bliver præsenteret.

”Vi lever lige nu i en hyper-oplyst tid, hvor vi alle bliver bombarderet med information om alt fra skønhedsideal, bæredygtig livsstil til skæve magtstrukturer. Der er enormt mange dogmer og normer, som den enkelte skal tage stilling til på daglig basis, hvorfor det bliver en konstant kamp mellem overjeg og underjeg i forhold til at efterleve andres og egne idealer,” siger Anne Eskerod

Bekymringer om sociale medier og skærmtid stiger

Den negative påvirkning fra sociale medier og mobil- og skærmafhængighed er i stigende grad noget kvinderne bekymrer sig om. Bekymringen om den negative påvirkning fra sociale medier er nemlig steget fra 35 pct. til 42 pct. siden 2022, og bekymringen for mobil- og skærmafhængighed er gået fra 33 pct. til 37 pct..

Mange tilkendegiver ligeledes, at de oplever at bruge for meget tid på meningsløs scrolling. Ikke overraskende er tendensen størst blandt de yngre kvinder. Den topper ved de 30-39-årige, hvor hele 77 pct. oplever, de bruger for meget tid på scrolling, men det er en tendens, der ses i alle aldersgrupperne. Selv blandt de 71+-årige, hvor 21 pct. oplever at de bruger for meget tid på scrolling.

Krig og klima er de største bekymringer

Som ved de tidligere undersøgelser, er det dog krig i Europa og klimaforandringer, som bekymrer kvinderne mest, nemlig henholdsvis 60 pct. og 58 pct. af de adspurgte kvinder.

Om undersøgelsen

Women of the Future er Aller Media Denmarks årlige kvindestudie, der er foretaget af analyseinstituttet Norstat. Undersøgelsen er indsamlet blandt kvinder i alderen 18+, repræsentativt ift. Danmarks befolkning. Der er indsamlet 1167 interviews blandt kvinder. Data er indsamlet af Norstat i oktober 2023. Det er 6. gang at undersøgelsen laves.