Jacob Kildebogaard og Søren Riisager har pr. 1. juli solgt en andel af deres search-bureau, Webjuice.dk, til Direct Gruppen.
Parterne er bevidst om vendingen ”solgt en andel” – mere præcist bliver det ikke i første omgang.
”Andelen er stor nok til, at Direct Gruppen finder det interessant, og lille nok til, at Søren og Jacob fortsat føler ejer- og entreprenørskab for deres bureau. Frem for at eje en lille del af hele gruppen ejer de en stor del af deres eget selskab,” siger Direct Gruppens direktør, Peter Nyemann.
Webjuice.dk blev stiftet i september 2011, og første regnskabsår viser en bruttoavance på godt 3 mio. kr. og et overskud, ejerne karakteriserer som ”pænt”.
”Vi er gået fra 2 medarbejdere til 5-6 stykker, når vi når efteråret. Vi har ikke prøvet at bygge et bureau op fra bunden, og derfor giver det god mening at få input fra nogen, som har denne erfaring. Vi er gået ind i Direct Gruppen, fordi vi ser en stor fordel i at være en del af noget større,” siger partner i Webjuice.dk, Jacob Kildebogaard.
Han tilføjer:
”Vi kan som bureau komme med i endnu større projekter, og vores kunder kan få flere ydelser via samme indgang. I Direct Gruppen kan vores SEO/SEM ydelser indgå som en del af en større fullservice løsning, som optimerer effekten på Google og konverteringen af trafik til leads eller kunder,”
Direct Gruppen omfatter i forvejen DM Partner, Director og TM Partner. Og Webjuice fortsætter under eget navn, med tilføjelsen ”en del af Direct Gruppen.”
”Search Marketing er et forretningsområde, vi længet har savnet i Direct Gruppen. Formålet med Direct Gruppen er over for kunderne at kunne tilbyde alle direct-discipliner i et samlet setup, dette billeder bliver nu fuldendt med Webjuice.dk i gruppen,” siger Peder Nyemann.