Ungt bureau opruster kraftigt

Peter Engholm
25@mail.dk

Another er efter halvandet år oppe på 10 medarbejdere. Nu går man efter at opruste med yderligere 4 af slagsen.

Da Morten Hershøj i maj 2013 stoppede på Wibroe, Duckert & Partners, handlede han hurtigt: De 10 pct., han ejede af bureauet, blev en del af en aftale, der gjorde det muligt for ham et par måneder senere at stifte Another sammen Thorkild Bjerre, tidl. digital kreativ direktør på Partners.

Det har vist sig at være en rigtig god idé, for Another er på den relativ korte tid, der er gået siden, vokset sig godt til. Bureauet er nu oppe på 10 fastansatte medarbejdere – inkl. endnu en partner i form af Casper Willer, tidl. kreativ direktør i Europa for Naked. Dertil kommer 3 faste freelancere, der har bord på bureauet og hjælper på opgaver. Og nu søger Another yderligere 4 faste medarbejdere.

”De fire kommende medarbejdere er alle til den kreative del af bureauet. Måske ikke så sært, for vi er kort fortalt et kreativt bureau – med den overbevisning, at kreativitet er den vare, den x-faktor, virksomhederne efterspørger,” siger Thorkild Bjerre, kreativ direktør og partner i Another.

Da I stiftede Another, var I et hybridbureau – har det ændret sig?

”Ja. Vi ville ikke sættes i bås som et reklamebureau eller et digitalbureau, men være den gyldne middelvej. Det var imidlertid en svær historie at fortælle. Vi ser os selv som et lead bureau i den digitale nutid – og dermed stå i spidsen for at bygge et brand,” siger Thorkild Bjerre og uddyber:

”Vores to ben er Brand Stories og Brand Experience, hvor Brand Stories er storytelling, som reklamebureauer klassisk set har fortalt, mens Brand Experience er de funktionelle services a la MobilePay og Nike+. Det er de to elementer, historier og oplevelser, som brands bliver bygget af I dag.. Der er heller ikke nogen hemmelighed, at vi kigger mod udlandet, hvor bureauer som R/GA, AKQA, Anomally og Work Club har en sådan tilgang. En tilgang, vi gerne vil repræsentere på det danske marked.”