Ungt dansk team bag global Sony-kampagne

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En netop lanceret film viser Sony som hånd-makker gennem historiske øjeblikke. Et dansk team hos McCann i London står bag konceptet, som selveste David Bowie gav grønt lys for.

Det lyder som et eventyr-for-kreative, men er ikke desto mindre virkeligheden for det unge danske kreative team, Zoe Sys Vogelius og Thomas Ilum. 

For et halvt år siden fik de foden indenfor hos McCann London, og i mandags var der premiere på en global kampagne for Sony Xperia – signeret af de to danskere.

“Vi er glade på flere plan, for der er rigtig mange ting, der har flasket sig for os i processen,” siger Thomas Ilum.

McCann London har fået to eks-Wieden+Kennedy mænd bag det kreative ror, og det har givet plads og råderum – en plads, som Vogelius og Ilum udnyttede i en grad, at de i et både stærkt kompetetivt og udviklende miljø på et bureau med 250 medarbejdere endte med at arbejde på det vindende koncept.

“Vi kiggede på et emotionelle værdier og minder, som så mange af os har med Sony-produkter. I modsætning til andre telefon-brands har Sony en historik og en teknologisk arv – bl.a. med Walkman, PlayStation og Handycam. Og vi viser historiske øjeblikke med filmen,” siger Thomas Ilum. 

Det lyder let og ligetil – men var det ikke nødvendigvis. Filmen, der er instrueret af Tarseem, havde et forløb, der bedst kan beskrives som en blandet landhandel:

“Musikken er et remix af David Bowie’s Sound and Vision, og han gav personligt gav os lov til at bruge den, efter han havde set scriptet. Det var fantastisk. Det viste sig, at han er på vej med et album, hvor han også søger tilbage i historien,” siger Thomas Ilum og tilføjer:

“Til gengæld var der kulturelle forskelle, der spillede ind, f.eks. var russerne lidt klemte ved billederne af Berlin-muren, der faldt. Men filmen har testet godt og viser, at det ikke er så slemt at beskæftige sig med fortiden – og vores arv. Det har været en lærerig proces for at arbejde med globalt brand. Man skal sætte neglene ned i de ting, man tror på, for der skal ikke meget til, før tingene bliver revet fra hinanden i en så omfattende proces,” siger Thomas Ilum.