Ungt dansk team til et af verdens mest kendte bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Det danske islæt på engelske BBH vokser. Fornylig valgte B&O bureauet som sit nye lead, og nu har man fastansat et ungt dansk team, der startede som praktikanter.

En Audi-film til seks markeder i Europa og Asien var en værdig afslutning på praktiktiden hos BBH London for godt et år siden for de to danske studerende på Kreativ Kommunikation, Mads Mardahl og Anders Wendel.

Men filmen og praktiktiden hos Bartle Bogle Hergarty skulle vise sig ikke at være slutningen, men begyndelsen til et drømmescenarie for de to unge danskere. De er netop blevet fastansat som kreativt team hos BBH.

”Vi var bevidst om, at sporet kunne blive koldt, da vi tog tilbage til København for at gøre vores uddannelse færdig. Men vi havde begge brugt 2-3 år på at komme ind på skolen og mente, at en færdig uddannelse var et godt sted at starte. Nick Gill, BBH’s Executive Creative Director, havde forståelse for vores beslutning og sagde, at vi skulle holde forbindelsen,” siger Anders Wendel.

”Vi troede begge, at det var en høflighedsfrase – det er travle folk, og hver tredje måned tager de otte nye praktikanter ind. Men tre måneder senere, da vi havde afsluttet vores bachelor, blev vi spurgt, om vi kunne begynde hos dem i august,” siger Mads Mardahl.

Det danske team rykkede de dansker rødder op, flyttede for alvor til London – så alvorligt, det nu kunne være med såkaldte rolling contracts – typisk af tre måneders varighed med en afsluttende evaluering og besked om en eventuel forlængelse.

Og danskerne blev forlænget og forlænget og forlænget.

”Vi forsøgte ikke at tænke for meget over de tre måneder, for hver dag blev der trods alt lagt lidt ekstra BBH på ens CV,” siger Anders Wendel.

Og efter ni måneders rullende kontrakter har Anders Wendel og Mads Mardahl nu fået et tilbud om fastansættelse på London-kontoret, der har BBH-søstre i Los Angeles, Mumbai, New York, Sao Paulo, Shanghai og Singapore.

”Vi føler os meget heldige. Det er et drømmescenarie, og vi føler os med fastansættelsen som en 100 pct. integreret del af familien. Vi har bevist, hvad vi kan, og vi glæder os til at udvikle os sammen med bureauet,” siger Mads Mardahl.

Danskernes seneste arbejde er en tv-reklame – den første produkt-film til Axe Apollo brand-kampagnen, hvor Axe sender folk i rummet. Se filmen herunder.

BBH fik for nylig B&O på kundelisten, men danskerne ved ikke, om de kommer til at arbejde med det danske brand.

Anders Wendel (tv.) og Mads Mardahl på hver sin side af BBH-logoet.