Digitalbureauet Magic People Voodoo People tager ét skridt – og en partner – ad gangen: Asbjørn Poulsen, tidl. strategichef hos Hello Monday, stiftede bureauet i foråret 2013, et år senere fulgte Søren Smidt som kreativ direktør, og nu tiltræder Michael Nilsson som Creative Director, efter at denne har arbejdet sammen med bureauet på flere projekter siden sidste efterår.
På bureauet, hvis kundeliste bl.a. omfatter Greenpeace, Telenor, Aiaiai og B&O Play, markerer tiltrædelsen samtidig etableringen af en egentlig partnerstruktur. Søren Smidt siger:
”Michael som person er et fantastisk match til os andre. Han deler vores grundsyn på, hvordan vi gerne vil drive bureau, og han er enormt god at arbejde sammen med.”
Om det faglige aspekt siger Asbjørn Poulsen:
”Vi har handlet på allerøverste hylde. Michaels trackrecord er tæt på enestående herhjemme, og han spænder vidt, på tværs af on- og offline. Michael og Søren udgør et kreativt hold, der giver os mulighed for at fortsætte vores gode stime, og vi nærmer os stille og roligt ambitionen om at etablere en stærk kerne af seniorkræfter, der har et godt netværk af samarbejdspartnere.”
Et udpluk fra Michael Nilssons cv siger: Designer i Imaginary Forces, kreativ direktør i TribalDDB, medstifter af HelloBrand i 2005, Head of Design, Video & UX i Vertic og senest Creative Director i enmandsvirksomheden Done.
”Jeg har holdt øje med Magic People Voodoo People, siden de startede, og udover et stærkt værdifællesskab med Søren og Asbjørn, ser jeg også et kæmpe potentiale i projektet. Et potentiale, jeg glæder mig til at være med til at forløse.”