Ungt pr-bureau vinder pelsprojekt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

PRD oplevede markant vækst i 2011 og kan nu skrive Kopenhagen Fur på kundelisten.

Kopenhagen Fur er en kontroversiel kunde med et meget stort kommunikationsbehov – og følgelig også en attraktiv bureaukunde.

Det smitter nu af på det mindre og relativt unge pr-bureau, PRD. Bureauet er blevet udvalgt til at håndtere designkonkurrencen ‘Den Gyldne Pelsnål’ 2012.

Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pels, og virksomheden arbejder kontinuerligt med at rykke grænserne for anvendelse af pels. Derfor har Kopenhagen Furs designlaboratorium ‘Kopenhagen Studio’ siden 1999 afholdt den årlige designkonkurrence Den Gyldne Pelsnål, der har til formål at give fremtidens designere et solidt kendskab til pels som materiale, samt inspiration til nye og innovative måder at arbejde med pels på.

Studerende fra landets design- og arkitektskoler indsender hvert år kreative designforslag i de 3 kategorier:

  • Menswear,
  • Womenswear
  • Homeware.

“Vi har været på udkig efter et bureau, som vi mente kunne løse de kommunikative opgaver der ligger i, at formidle kernebudskaberne om Den Gyldne Pelsnål til den rette målgruppe. Og valget faldt på PRD grundet deres store erfaring med ideudvikling, strategisk kommunikation og showhåndtering, ” siger Sander Jacobsen, kommunikationschef for Kopenhagen Fur.

PRD har relativt få år på bagen – men oplevede i sit seneste regnskabsår en markant vækst. Bruttoavancen blev firedoblet og underskud blev vekslet til overskud og en ganske fornuftig overskudsgrad på 16,2.

Nøgletal for PRD

  • Bruttoavance 4,4 mio. kr. +300 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 880.000 kr. +220 pct.
  • Lønandel 60,8 (129,3)
  • Resultat af primær drift +0,711 mio. kr. (-0,785 mio. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz