Uro om Dell-budget

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dells øverste marketingchef forlader selskabet, og samtidig er der sat gang i en konkurrence om en del af det amerikanske budget. Ro om Adpeoples del af Dell.

To begivenheder skaber uro omkring den amerikanske computergigant Dells bureausamarbejder, hvor danske Adpeople spiller en betydende rolle.

Den ene er, at Dells øverste globale marketingchef, Erin Mulligan Nelson, forlader virksomheden efter blot 20 måneder til fordel for et andet job.

Det andet er, at Dell har sat gang i en bureaukonkurrence på en del af budgettet på det amerikanske marked. Det vurderes at udgøre 5-15 pct. af Dells samlede budget.

Konkurrencen kommer netop som den 3-årige aftale med WPP Group står til at udløbe.

WPP vandt for tre år siden Dells samlede budget på en ide om at skabe et bureau alene dedikeret til at servicere computerfirmaet. Det førte til etableringen af Enfatico, der så overtog Adpeople, som havde og fortsat har meget store aktiviteter for Dell.

Marketingfolkene bag den aftale forsvandt dog ret hurtigt, og Enfatico blev flyttet over under Y&R Brands.

Adpeople/Enfatico har nu danske Ronnie Job som øverste chef, og han kan konstatere, at Adpeople/Enfaticos del af budgettet ikke er i spil.

Han ser desuden ikke noget særligt usædvanligt i konkurrencen.

“I store koncerner som Dell kræver procurement, at man ind imellem scanner markedet, så det er nærmest rutine, og jeg har da også oplevet at skulle kæmpe for Dell-budgettet adskillige gange i de år, jeg har haft med Dell at gøre,” siger Ronnie Job.

Han kender udmærket Erin Mulligan Nelson. Men Ronnie Job kender også hendes afløser – og begge får et godt skudsmål.

I øvrigt kan man også indvende, at 20 måneder på en post som marketingdirektør i USA er omkring gennemsnittet. Det er en titel, hvor der traditionelt sker hyppige udskiftninger.