Uro om fyring af Recommended-partnere

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauets administrerende direktør taler om manglende resultater. Den udmelding er de to nu forhenværende partnere uforstående over for.

Recommended er på vej med et regnskab for 2008/09, der forventes at være et af de bedste i bureauets historie.

Resultatet kan blive, at bureauet fremstår som Danmarks største reklamebureau, når resultaterne for 2009 samles sammen. Samtidig forlyder det, at der fortsat er fart på, og bureauet har her efter sommerferien ansat flere nye folk.

På den baggrund er det en overraskende udvikling, at man i går skilte sig af med to mangeårige partnere i skikkelse af kommerciel direktør Carsten Skakkebæk og kontaktdirektør Allan Bartram. De stopper med øjeblikkelig virkning.

Overraskelsen bliver ikke mindre af begrundelsen. Adm. dir. Jørgen Blauert, har udtalt til Markedsføring tidligere i dag:

“Resultaterne har manglet. Som partner, skal man levere, og det har de ikke gjort i det omfang, vi synes er nødvendigt. Længere er den historie ikke, set fra vores side”.

Den udmelding fremkalder undren hos Carsten Skakkebæk og Allan Bartram, der egentlig er bundet af en aftale om tavshedspligt men Carsten Skakkebæk vil godt sige følgende:

“Vi er kede af den udtalelse. Vi har efter vores overbevisning leveret resultater og argumentet om, at vi ikke har, er vi uforstående over for”.

Spørgsmålet bliver så, hvad der egentlig ligger bag bruddet. Der er igen lukket hos parterne, og Carsten Skakkebæks udtalelse får ikke Jørgen Blauert til over for Bureaubiz at komme med yderligere kommentarer. 

Carsten Skakkebæk og Allan Bartram har været på bureauet i henholdsvis 11 og 12 år, været partnere siden 2001 og stået for en stor del af den ikke Bilka-relaterede omsætning.

Hovedaktionærer i bureauet er Lars Hagh og Jørgen Jønsson, men de har efterhånden nået en alder, der lægger op til et generationsskifte, og Jørgen Blauert har da også tidligere talt om, at man gerne vil udvide partnerkredsen til 10-15 personer.

Senest har man ansat Mie Krogh, der er hentet fra Jysk. Hun bliver kontaktdirektør, medlem af direktionen og udset til på sigt at blive partner. Om der skulle ligge en konflikt omkring hende virker dog ikke sandsynligt. Dels er hun ikke partner endnu – normalt vil man på Recommended lige se hinanden an først og hun har kun været der få måneder – og dels er der jo et ønske om en bredere partnerkreds.

Partnerkredsen i Recommended – indtil i går:

  • Jørgen Jönsson – Bestyrelsesformand
  • Jørgen Blauert – Administrerende direktør
  • Lars Hagh – direktør
  • Mogens Elhauge – Kreative direktør, Interactive
  • Albert Funder – Seniorkonsulent
  • Per Forum – Koncept & tekst
  • Morten Melbye – Administrerende direktør i DXP – søsterselskab til Recommended.
  • Ulrik Feldskov Juul – Kreativ direktør
  • Carsten Skakkebæk – Kommerciel direktør
  • Allan Bartram – Kontaktdirektør