Ny film: Sådan sælger man rustbeskyttelse til kvinder

Peter Engholm
25@mail.dk

Som parfume. Små biler købes især af kvinder – der ikke er interesseret i rustbeskyttelse. Men kvinder interesserer sig for parfume …

”Ægte skønhed kommer indefra – det gør bilrust også”. Sådan lyder den franske speak oversat til dansk, for dét, der ligner en parfumereklame – cremet eksekveret og sensuelt speaket – men som reelt er en reklame for den danske rustbeskyttelse, Dinitrol. Og den er målrettet til kvinder.

”80 pct. af nye personbiler er mikro- og mini-biler, og flertallet af køberne er kvinder. Bilerne er bl.a. kendetegnet ved mangelfuld rustbeskyttelse, hvilket betyder, at de begynder at ruste allerede inden for bilens første leveår – men kvinderne har ikke helt fået øjnene op for rustbeskyttelse,” siger Bjarne Christensen, adm. direktør i Dinitrol, om tilgangen til kampagnen, der i første omgang kører på TV2-regionerne, lokalaviser og billboards.

Til kampagnen, der har fået den parfume-klingende titel, Pour l’Auto, valgte Dinotrol tre samarbejdspartnere; producer Christiern Topsøe, instruktør og tekstforfatter Christian Garnov samt Det Runde Bureau.

”Ambitionerne er store, og vi er bevidst om, at rustbeskyttelse nærmest ligger under et lavinvolveringsområde. Det overordnede budskab er, at du skal passe godt på din bil. Den holder simpelthen længere, når den er rustbeskyttet – og en sund bil er en sikker bil,” siger Jacob Holm fra Det Runde Bureau. 

Parterne peger på, at kvinder længe har været overset i bilbranchen, samtidig med, at øget kontrol fra Teknologisk Institut viser, at den grundlæggende rustbehandling på de små og billige biler ofte er sparet væk fra fabrikkens side.

Christan Garnov siger om filmen:

”Målgruppens opmærksomhed skal fanges, og budskabet leveres på en anderledes måde. Den kreative idé afhænger af et troværdigt fashion/beauty-univers. Så eksekveringen var essentiel. Vi ville gerne forføre modtageren til at tro, at der er tale om en reklame for high-end fashion brand – med Dinitrol som den virkelige afsender.”