Usædvanlige danske konstellationer i nordisk branding-pitch

Peter Engholm
25@mail.dk

Reklame, arkitektur, innovation og læring er gået sammen i konkurrencen om at aktivere det nordiske brand. Se de 5 prækvalificerede konsortier her.

Kreativiteten slår igennem allerede ved sammensætningen af de konstellationer, der nu skal dyste om at styrke brandingen af Norden.

Nordisk Ministerråd vil – med et budget på 4,5 mio. DKK – profilere de nordiske værdier som åbenhed, tillid, nytænkning og medmenneskelighed, og 34 brueauer/konsortier ønskede at komme i betragtning til opgaven.

Ministerådet har gransket anmodningerne og prækvalificeret 5 ansøgere, hvoraf 2 er helt eller delvist danske – og sammensat på spændende vis:

De strategiske og kreative kræfter i Mensch har fundet sammen med den mest profilerede danske arkitekt-gruppe de seneste år, BIG, samt med innovations- og lærings-virksomhededen Area og den New York-baserede danske Art Director Ole Lund.

Desuden mødes danske kompetencer inden for PR, design og digital – Lead, e-Types og 1508 – i konstellationen We Are North, der også har Mediacom samt et finsk, svensk og norsk bureau om bord.

Finalefeltet i Branding of the Nordics ser således ud:

  • Mensch, Area9, Ole Lund og BIG Architects
  • We Are North (Lead Agency, e-Types, MediaCom, Co Comms, 1508, Gullers Grupp og PR-operatørene)
  • Perfect Fools/hasan & partners
  • Prime Public Relations
  • Brooklyn Brothers & Íslenska

De fem prækvalificerede bureauer/konstellationer modtager hver en kompensation på 75.000 kr. for den videre deltagelse i udbudsprocessen.

I alt har op imod 100 nordiske kreative virksomheder været involveret i budgivningen, ligesom der også er kommet ansøgninger fra bl.a. USA, Tyskland og England. En stor del af ansøgerfeltet består af teams, der er sammensat af både store og små virksomheder, og flere af dem er også tværnationale. 

Tobias Grut, som er Brand Manager hos Nordisk Ministerråd, siger om ansøgerfeltet:

“Vi er glade for, at så mange kvalificerede ansøgere fra hele Norden har budt på opgaven. Det viser, at vi dels har formået at scope en interessant opgave, dels har skåret udbuddet på en måde, at det har appelleret til mange typer af bureauer. Mange aktører har fundet sammen i konstellationer på tværs af grænserne. Selv om ikke alle interesserede er blevet shortlistet, så håber vi, at udbuddet har skabt nye nordiske alliancer, som også vil bestå fremover. Nu står vi i den lykkelige situation, at vi har 5 ambitiøse kandidater, der på hver sin måde kan komme med et spændende og nytænkende bud på et samlende brand for Norden.”

Udarbejdelse af et placebrand for Norden, kræver at mange forskellige færdigheder inden for såvel design, brandaktivering og kommunikation bliver sat i spil. 

Der har i udvælgelsen været lagt vægt på de forskellige teams erfaringer og individuelle kompetencer, og på baggrund heraf udvalgt fem kreativt stærke teams, der på hver deres måde vil kunne medvirke til at sætte Norden og de nordiske styrkepositioner på den internationale dagsorden.

Desuden har der været lagt særlig vægt på ansøgernes forståelse for de nordiske værdier samt nordisk- og international erfaring i de fremviste cases, herunder også forståelse for politiske processer.

Vinderen af udbuddet ”Branding of the Nordics” offentliggøres den 5. december 2016.