Af Peter Engholm 25@mail.dk

En mexicansk fastfoodkæde fortæller på gribende og engagerede vis om at begynde forfra – og blev belønnet med dobbelt Grand Prix ved reklame-VM i Cannes.

Vinderen af Film Lions i Cannes – den bedste blandt 3.500 indsendte reklamefilm – symboliserer enkelt og tydeligt, hvilket stort skridt global marketing tager i denne tid.

“Forrige års reklamefilm var korte, sidste års reklamefilm var lange – og dette års reklamefilm er lange og har indhold. Som jury hylder vi den reklame, der kan ændre adfærd – og som giver noget tilbage,” sagde juryformanden Tham Khai Meng, der er Ogilvy & Mathers kreative direktør på globalt plan.

Grand Prix’en i Film Lions gik til Chipotle – se filmen her: en mexicansk baseret fastfoodkæde, der på godt to min. fortæller den animerede historie om bonden, der lader sit familielandbrug blive til en industriel dyrefabrik – indtil han beslutter sig for at rette sin fejl og begynde forfra på bæredygtig vis. “I’m going back to the start,” synger countrylegenden Willie Nelson i en smuk fortolkning af “The Scientist”, en 10 år gammel Coldplay-klassiker.

Juryen roste filmen for at give håb og optimisme – og rumme det for reklamefilm så sjældent sete element af øh-vi-tog-fejl.

“Det er en film, der steg støt i graderne hos juryen, efterhånden som vi diskuterede shortliste og siden vinderliste. Den er ikke kun smukt udført, men også utrolig godt fortalt. Jurymedlemmerne blev stille, hver gang de så filmen,” siger Tham Khai Meng.

Chipotle blev en klar Grand Prix-vinder, foran 11 guldløve-vindende film, hvoraf nogle blev nævnt som mulige Grand Prix’er. Men de afgørende afstemninger viste, at Chipotle var suveræn – bl.a. foran The Bear fra Canal+.

The Bear er en fantastisk film, der rammer én i ansigtet – mens Chipotle has a heart and gut impact. Den er stille, men taler højt. Den er minimalistisk, og gør et maximalt indtryk … og så sælger den fastfood,” siger Tham Khai Meng.

Blandt jurymedlemmerne i Film Lions var danske Olga Bastian Stakemann, der er kreativ direktør i Liquidminds.

“Chipotle har lavet en film, der får folk til at interessere sig for – og engagere sig i – deres brand. Og et eksempel på dét, tidl. præsident Bill Clinton fremhævede på sit Cannes-seminar: At reklamebranchen kan vække følelsen af mutual empowerment,” siger Olga Bastian.

Chipotle lukkede og slukkede Cannes Lions 2012 med en dobbelt Grand-Prix, idet man også toppede i kategorien Branded Content & Entertainment.

“Chipotle oprettede en fond, der støtter bæredygtighed, et loyalitetsprogram, hvor målet ikke er, at folk spiser mere, men lærer mere – og hvor meget du spiser, og afholdt en støttekoncert. Og gik i øvrigt selv “back to the start”. Vi vil gerne slå et slag for et brand, der skaber inspirerende relevans for folk – og som skaber meningsfulde, følelsesmæssige forbindelser … i stedet for at fortælle om burittos til 99 cent,” lød begrundelsen fra juryformanden, Avi Savar, stifter af verdens største socialmedia-bureau, Big Fuel.

I denne jury sad også den danske branded content-specialist, Jan Godsk, der siger:

“Her ser vi et flot eksempel på at flytte fokus fra produktet til dét, der interesserer folk. Chipotle skaber relevant content, som folk gerne vil engagere sig i – og i en sådan grad, at de køber billetter til en koncert.”

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club