Både Socialdemokraterne og Venstre har været i USA for at følge Obamas valgkampagne og har set, hvordan amerikanerne indsamler oplysninger om vælgerne i en stor database.
Religiøse forhold, etnicitet, vaner, forbrugsmønstre, hvad de spiser til morgenmad og hvad de har stemt før, bliver brugt til at skræddersy kampagner til enkeltindivider.
Begge partier kommer hjem med en klar handlingsplan: De vil bruge mere direct marketing næste gang, der er folketingsvalg. Og det skal helst være så individbaseret som muligt.
”Der er ingen tvivl om, at vi i den næste valgkamp vil fokusere endnu mere på direkte markedsføring , hvor budskaber bliver mere målrettede og skræddersyet”, siger Claus Søgaard-Richter, Venstres partisekretær i Berlingskes Politiko i dag.
Også Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtby, er klar med mere direkte markedsføring:
”Hvis der opstår muligheder, hvor teknikken gør det muligt at komme tættere på, så vil vi gøre det. Kampagner har større betydning, hvis budskabet er helt tæt på folk og deres hverdag”.
Begge partier var allerede under sidste valgkamp begyndt at bruge direkte markedsføring og oplysninger om vælgere.
Venstre udsendte i valgkampens slutspurt i 2007 breve ud til de danske boligejere, hvor Anders Fogh Rasmussen spurgte: ”Vil en socialdemokratisk ledet regering aflive skattestoppet og hæve skatten på en bolig?”.
Socialdemokraterne bankede i 2011 på en halv million døre på baggrund af oplysninger om danskernes indkomst, antal børn, uddannelsesniveau, politisk tilhørsforhold, forbrug, adfærd, indkøb, kendskab og loyalitet overfor produkter og mærker.
Disse geografiske kort, der var leveret af Geomatic, sammenkørte oplysninger fra ejendomsdataregistret og Danmarks Statistik og er tilgængelige på klyngeniveau – dvs. oplysninger om et bestemt geografisk område, men ikke på individniveau.
”Det er noget, der vinder mere og mere indpas. Især til folketingsvalget. Efterhånden som data bliver mere tilgængelige, vil vi lægge flere data ind i systemet”, siger valgansvarlig hos Geomatic, Lars Groth.
Også Radikale brugte så mange personlige oplysninger som muligt i den seneste valgkamp.
De brugte mediebureauet Mindshare til at hjælpe med at skaffe oplysninger på potentielle vælgere ved at registrere oplysninger om vælgere, der havde trykket på en politisk bannerannonce, via cookies. Da valgkampen begyndte, havde Radikale 2,2 mio. cookies på vælgere – og dermed oplysninger om deres interesser, der gjorde det muligt at målrette bannerannoncerne. Partiet opnåede det bedste valg i 38 år.
Valgforsker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet, tror ikke, at partierne ’nøjes’ med at fokusere på direkte markedsføring til kommende valg, men forventer, at se partier, der bliver meget mere kreative:
”Fremtiden bliver at distribuere sin politik på nye måder. Skal Venstre lave en forretning inde på Strøget, Venstres Univers, hvor man kan få en kop kaffe? Målet vil være at komme uden om medierne og få budskabet direkte ud til danskeren” (Berlingske Politiko, p. 4-5).