Vækst i tre digitale bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der er en klar højdespringer blandt DIS/Play, Webdanmark.com og Advice digital. Men kun to af dem øgede også bundlinjen.

I 2012 år voksede de digitale bureauer klart mest blandt alle bureautyper. Og de digitale bureauer har fortsat væksten i 2013.

Det spor følger de seneste tre regnskaber – om end ikke helt på niveau med det aktuelle gennemsnit for branchen. Bortset fra et enkelt.

Advice Digital har oplevet et stærkt år med en flot vækst i bruttoavance og en imponerende fremgang på bundlinjen.

Bureauet fortæller i beretningen, at man har en målsætning om at udvikle det til Danmarks største og mest anerkendte Use Experience bureau. I årets løb har man etableret et nyt hold af chefrådgivere, der sammen med direktionen kan bære salgs- og kundeansvar. I beretningen fremhæves projekter for Virk.dk, Københavns Kommune, Coop.dk, Velux – samt at man sammen med søsterselskabet Advice har vundet Codan.

“Vores kunder efterspørger i stigende grad det digitale leadbureau, der sikrer en sammenhængende brugerinteraktion på tværs af websites, mobile løsninger, applikationer og markedsføring,” konstateres det.

Hos et af Danmarks største digitale bureauer, DIS/Play kan man ikke leve op til de procentuelle stigninger hos Advice Digital – men man kan dog glæde sig over vækst på både top og bund.

Det kan man ikke hos Webdanmark.com. Her voksede man mere end DIS/Play – men måtte til gengæld notere et fald i overskuddet. I beretningen erklærer man sig dog tilfreds med resultatet og fremhæver bureauets fokus på e-commerce, dialogmarketing og kundeloyalitet. Det fremhæves desuden, at Webdanmark.com er “den største og mest erfarne e-commerce partner i verden på Sitecore installationer – målt på antal løsninger leveret” – og den position er blevet styrket i 2013.

Desuden har bureauet i 2013 haft fokus på at styrke de interne processer med særlig vægt på service, projekteksekvering og metode til at skabe øget salg for selskabets kunder.

Nøgletal for Advice digital

  • Bruttoavance 17,419 mio. kr. +31,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 870.950 kr. -1,5 pct.
  • Lønandel 70,6 (70,6)
  • Resultat af primær drift +2,992 mio. kr. +127,6 pct.

Nøgletal for DIS/Play

  • Bruttoavance 64,704 mio. kr. +3,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 819.038 kr. -1,4 pct.
  • Lønandel 76 (74)
  • Resultat af primær drift +8,873 mio. kr. +3,3 pct.

Nøgletal for Webdanmaark.com

  • Bruttoavance 31,8 mio. kr. +10,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 757.143 kr. +0,2 pct.
  • Lønandel 69,5 (67,4)
  • Resultat af primær drift +2,713 mio. kr. -15,9 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz