Vækst på top- og bundlinje hos Adapt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Adapt fik som samlet gruppe en flot vækst på både top- og bundlinje, mens et af selskaberne trak ned og et nyt hjalp til med et lille plus.

De seneste fire år har Adapt Groups regnskab været stigende. Faktisk er omsætningen i gruppen steget med 84 procent.

Til gengæld faldt indtjeningen i 2016, men det må man sige, at der blevet rettet op på i 2017. Således er et resultat på 1,7 mio. kr. blevet forbedret til 4,2 mio. kr.

Det er primært Adapt A/S i Danmark, der bidrager til det gode regnskab, idet man her øgede resultatet fra 1,4 mio. kr. i 2016 til knap 5 mio. kr. i 2017.

2017 var året, hvor Adapt, der gennem de senere år har etableret sig i både Boston, Berlin og Barcelona, lancerede endnu en ny forretningsenhed, Adapt Conversion, der har fokus konverteringsoptimering.

Enheden bidrog i 2017 med et lille overskud på knap 400.000 kr. Til gengæld trækker mobil-enheden ned i det samlede regnskab med et minus på 2 mio. kr. Om det siger CEO i Adapt Group, Kresten Wiingaard:

“Vi har desværre arbejdet på tabsgivende projekter og ikke haft nok fokus på salg. Det har vi rettet op på, så i 4. kvartal gik vi i nul og i 1. kvartal 2018 har vi lavet et overskud i den enhed på en kvart mio. Hertil har vi lukket nye spændende kunder så vi kommer til at lave et fornuftigt overskud i 2018.”

Med etableringen af kontor i flere lande, har Adapt hentet flere internationale kunder, herunder Boehringer Ingelheim og European Sperm Bank. Samtidig har man ansat 32 nye medarbejdere i det forgangne år på tværs af alle seks kontorer, således at man på nuværende tidspunkt er oppe på i alt 130 medarbejdere.

“Vi er meget glade – og stolte – af 2017-resultatet. Det viser, at den strategi, vi følger, er den rigtige, og at vi er on target. Vi forventer fuldt ud at fortsætte væksten i de kommende år, og med vores fokus på den digitale kunderejse, bevæger vi os i den rigtige retning,” siger Kresten Wiingaard.

Adapt Group består af Adapt A/S i Danmark, Adapt i henholdsvis Boston, Berlin, Barcelona og Litauen, Adapt Mobile samt Adapt Conversion Holding ApS.

 

Nøgletal 2017 (2016)

Adapt Group
Omsætning: 66,8 mio kr. (52,5)
Bruttofortjeneste: 54,5 mio. kr. (41,5)
Årets resultat: 4,2 mio. kr. (1,7)
Bruttofortjeneste pr. medarbejder:. 509.758 kr. (506.180 kr.)
Antal medarbejdere: 107 (82)

Adapt A/S
Bruttofortjeneste: 36,1 mio. kr. (29,7)
Årets resultat: 5,0 mio. kr. (1,4)
Bruttofortjeneste pr. medarbejder:. 707.843 kr. (618.750 kr.)
Antal medarbejdere: 51 (48)

Adapt Conversion
Bruttofortjeneste: 2,1 mio. kr.
Årets resultat: 383.696 kr.
Bruttofortjeneste pr. medarbejder:. 525.000 kr.
Antal medarbejdere: 4

Adapt Mobile
Bruttofortjeneste: 4,7 mio. kr. (7,6)
Årets resultat: -2,0 mio. kr. (563.907)
Bruttofortjeneste pr. medarbejder:. 335.714 kr. (584.616)
Antal medarbejdere: 14 (13)