Af Peter Engholm 25@mail.dk

Et reklamebureau sidder tungt på 1. pladsen halvvejs i awardsæsonen. Blandt mediabureauerne bliver OMD udfordret på toppen. Se toplisterne her.

Bureaubiz gransker på nu 8. år awards. Og i alt 60 bureauer har i dette efterår høstet point i de fem konkurrencer, som udgør både 1. halvleg og samlet set halvdelen af de danske og internationale awards i vores faste oversigt.

Men allerede ved awardsæsonens julepause kan det se ud som om, at spændingen også holder fri. For &Co topper listen i så suveræn stil, at bureauet – i True Award, Advertising Effectiveness Award, Rambuk og Eurobest – har høstet flere point end Partners, Wichmann/Schmidt og Robert/Boisen tilsammen.

Og de tre bureauer er ikke tilfældigt valgt – de er hhv. nr. 2, 3 og 4 på listen over efterårets mest prisvindende bureauer.

Det er særligt &Co’s indsats for Momondo, der har scoret point. Ved True Award vandt The DNA Journey både Grand Prix for Årets Film, Bedste Filmkampagne og Bedste Film – Online. Og i Eurobest blev det til guld i Film og sølv i Promo & Activation.

Wibroe, Duckert & Partners lå sidste efterår på en delt førsteplads, og er også i år med fremme – med point høstet i både True Award, AEA og Rambuk, ganske som det var tilfældet sidste år.

Wichmann/Schmidt er et nyt bureau – ja, det har et par år på bagen, men det er i al fald et nyt bureau i Top3, takket være solide gevinster ved True Award og sølv i Eurobest for Det Kongelige Teater.

Også Echo Awards tæller med på Bureaubiz’ oversigt, og det er medvirkende årsag til, at Hjaltelin Stahl igen blander sig i toppen. Bureauet har scoret point i 4 af de 5 awards i oversigten. Sidste efterår lå bureauet på den delte førsteplads – aktuelt er det blevet til en foreløbig 5. plads, før forårets awards, der tæller Creative Circle Award, DIA, D&AD og Cannes Lions.

Den seneste award-sæsons samlede vinder, UncleGrey, følger lige efter Hjaltelin Stahl på efterårets liste.

Blandt mediabureauer – der har deres egen oversigt – har spændingen de senere år samlet sig om én ting: Hvem kan udfordre OMD på førstepladsen? Det kunne både PHD og Carat sidste efterår, men OMD endte med at vinde samlet set.

I dette efterår er OMD igen på toppen, men denne gang skarpt forfulgt af Mediabroker, der var den store vinder ved Rambukken i form af 3 kategori-sejre + 1 Grand Prix.

Desuden er Mindshare værd at hæfte sig ved. Mediabureauerne gør sig i efterårets awards typisk kun bemærket ved AEA og Rambukken, eventuelt suppleret med Echo Awards, men Mindshare har formået at hente point ved både Eurobest og True Award.

De mest prisvindende bureauer – Top 10 efteråret 2016

  • 68     &Co
  • 21     Wibroe, Duckert & Partners
  • 20,5 Wichmann/Schmidt
  • 19     Robert/Boisen & Like-minded
  • 18,5  Hjaltelin Stahl
  • 17     UncleGrey
  • 12     DDB Copenhagen
  • 11,5  Very Agency
  • 10,5 Envision (og Marv)
  •   8    Wunderman

De mest prisvindende mediabureauer – Top5 efteråret 2015

  • 35   OMD
  • 29   Mediabroker
  • 17    PHD
  • 13    Vizeum
  • 12,5 Mindshare

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club