Værs’go: Efterårets mest prisvindende bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Blandt reklamebureauerne var der genvalg på førstepladsen, mens mediabureauernes førsteplads blev besat af en højdespringer. Se Top10 og Top5 her.

I et års tid har Christopher Walken-filmene for Jack & Jones bundtrawlet priser, men nu er det vitterligt ved at være slut. Blandt de sidste svirp med halen er Bureaubiz’ oversigt over efterårets høst af awards og shortlister – lige sidste gang, og så lover vi, at vi taler om noget andet næste gang.

&Co sidder – takket være førnævnte film – så solidt på listen, at spændingen på listen findes på 2.-5. pladsen. Andenpladsen er delt mellem DDB og Robert/Boisen, og Hjaltelin Stahl og UncleGrey følger umiddelbart efter.

Bureaubiz udgiver hvert år i august en oversigt over bureauernes formåen i de 10 awards, der traditionelt set har størst dansk deltagelse – fordelt på 7 danske og 3 internationale priser, startende med Rambukken i september og afsluttende med Cannes Lions den følgende sommer.

I alt 52 reklamebureauer, digitalbureauer, DM-bureauer m.m. har markeret sig i efterårs-sæsonens seks awards; Aurora, Echo, Eurobest, Rambuk, True Award og Advertising Effectiveness Award (AEA). Både &Co og UncleGrey har formået at høste point i de fire af dem, og det var i særdeleshed ved True Award, at &Co fik cementeret sin førsteplads.

Sammenlignet med både efterårs-sæsonen 2013 og årslisten fra i sommer er både UncleGrey, Hjaltelin Stahl, Partners og TBWA nye på Top10. Det betyder, at andre bureauer er faldet noget tilbage på listen – det gælder Bates, Konstellation, Komm.bureauet Kbh., McCann og Bocca.

Meget kan nå at ske endnu, for til foråret følger bl.a. Creative Circle Award og DIA, der begge har mange kategorier og dermed point.

Mediabureauerne – der i efteråret udelukkende har hentet point ved AEA og Rambukken – har deres egen liste, og dén sidder Omnicom-bureauerne PHD og OMD indtil videre tungt på.

Ikke så overraskende med OMD, for bureauet har toppet årslisten i både 2012/13 og 2013/14. Større spring – endda til efterårets førsteplads – har PHD taget. I de seneste tre års-oversigter har bureauet ligget fast på en 7. plads. I efteråret vandt PHD (sammen med Partners og Mindjumpers) en AEA for Tuborgs Hold-da-kæft-bajer, og ved Rambukken blev det til hele tre priser, bl.a. to sammen med Halbye Kaag JWT for Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden og De tre solråd.

I alt 18 bureauer fra mediabureau-side har markeret sig i efterårets awards.

De mest prisvindende bureauer – Top 10 efteråret 2014

  • 55,5  &Co
  • 24    DDB Copenhagen
  • 24    Robert/Boisen & Like-minded
  • 20    Hjaltelin Stahl
  • 19,5  UncleGrey
  • 15    Hello Monday
  • 14    Halbye Kaag JWT
  • 11    Umwelt
  • 11    Wibroe, Duckert & Partners
  •   8   TBWA/BBDO

De mest prisvindende mediabureauer – Top 5 efteråret 2014

  • 30 PHD
  • 29 OMD
  • 15 Carat
  • 12 Vizeum
  • 10 Mediacom

Sådan gives der point:

1 point for en shortliste, 2 point for en bronze, 3 point for en sølv, 5 for en guld, 5 for en pris (altså awards uden guld, sølv og bronze) + 5 point for Grand Prix eller lignende hovedpris. Håndværks-kategorier er i lige så høj grad person- som bureau-relaterede, og derfor halveres pointværdien i bureauregnskabet.