Måske undergravende for et netmedie som Bureaubiz at videregive dette, men pyt:
”Print er et magisk medie. På et splitsekund bevæger det dig. Hvis ideen er der, så popper den op med det samme. Allerhelst en destilleret idé – jo mindre du behøver at forklare, des bedre,” sagde juryformanden for Press Lions i Cannes, brasilianske Marcello Serpa fra AlmapBBDO.
Men print er truet, og der er dælme noget ironisk over, at Grand Prix’en går til Apple og en serie af fem iPad Mini-annoncer skabt af TBWAMedia Arts Lab, Los Angeles.
Ideen er enkel: Den ene halvdel af annoncen viser en magasin-forside, den halvdel er mest af alt hvid – og i hjørnet en iPad Minis gengivelse af selvsamme forside. Og annoncen var bragt i det magasin, som forsiden stammede fra (en tidligere udgivelse).
”Annoncen giver en guerilla-følelse: Den går ind i selve mediet – og dræber det. Og tilbyder på samme tid frelse. En printannonce fra et tabletmedie, der bidrager til pritmediets død – men som også siger ”Jeg redder dig – lad os finde sammen”. For det er også en hyldest til de enkelte magasiner,” sagde Marcello Serpa.
6 guldvindere var i spil til Grand Prix’en. Det blev diskuteret ned til 3 og så 2: iPad Mini blev til det sidste udfordret af de aktuelle og berømte Dove-tegninger. Annoncerne var, fremhævede juryen, smukke og fulde af indsigt. Men i sidste ende valgte juryen den, der virker bedst på print.
Og så var der lige dét med misundelsen:
”Jeg er misundelig på alle guldvindere – jeg ville ønske, at jeg havde lavet dem – men på iPad-annoncer var misundelsesniveauet lige lidt højere,” sagde Marcello Serpa, som ellers godt selv kan være genstand for misundelse, al den stund, at manden – som først AD’er, siden som kreativ direktør – har vundet 133 løver i Cannes Lions.
Print er den største kategori i Cannes Lions med i alt 5711 indsendte arbejder – med Brasilien som den største indsender med næsten 800 arbejder (og vinder af 25 løver). Til sammenligning indsendte Danmark 9 arbejder og fik 0 shortlistet.
Hvorfor er der ikke flere amerikanske bidrag, ville en journalist vide ved pressemødet.
”Du mener bortset fra Grand Prix-vinderen?”, lød det flabede svar fra det amerikanske jurymedlem Steve Simpson, Ogilvy & Mather North America – og blev seriøs:
”Fordi print i staterne opfattes som et taktisk medie. Det er et reelt problem. Vi skal overbevise vores kunder om, at print er et branding-medie, der er stærkt og ikonisk.”
Og fra juryen lød opfordringen:
”Send ind, send ind. Men hold det nu enkelt. Vi bruger fire sekunder på hver print. Det skal kunne overbevise os på 1 sek.”
Især én kategori blev inviteret:
”Vi ser normalt masser af gode sager fra de store modebrands, men de har stort set ikke sendt ind i år, og det er synd og skam.”