Valget af dansk jurymedlem i Cannes mødte kritik. Her er en forklaring

Peter Engholm
25@mail.dk

Jakob Stigler blev i fredags præsenteret som det eneste danske jurymedlem i Cannes. Men det er ikke TV 2, der vælger – man indstiller blot kandidater til Cannes Lions.

I fredags præsenterede TV 2 årets danske jurymedlem i Cannes Lions. Det er Jacob Stigler, der er nordisk chef for aktiveringsnetværket Be On, og som kommer til at sidde med i Promo-juryen i Cannes i slutningen af juni.

Valget vakte kritik – og dét i en grad, at kommentarsporet til Bureaubiz’ artikel blev længere end selve artiklen: ”Direktør for et medienetværk, der heller intet kreativt laver”, ”lever af at lægge andres ting på nettet” og ”en ikke udførende kreativ i juryen”, lød kritikken blandt andet.

TV 2 er hidtil blevet bistået af Creative Circle med at identificere et kandidatfelt, som Cannes Lions vælger danske jurymedlemmer ud fra.

Det blev i kommentarsporet til et spørgsmål til Creative Circle om foreningens aktie i årets jury-valg.

David Asmussen, juryformand i Creative Circle, forklarede om dét, der er anderledes i år:

”TV 2 har valgt at trække på flere af deres samarbejdspartnere (…) i forbindelse med udvælgelsen af jurymedlemmer til Cannes. Det betyder at Creative Circle (desværre) ikke længere kan holdes ansvarlige for udvælgelsen og proceduren. Vi i Creative Circle tager altid udgangspunkt i vores merit-lister, og det vil vi fortsætte med. Vedkommende er ikke at finde på listen, så vi ved ikke, ud fra hvilke kriterier valget er taget.”

Forelagt kritikken siger Jakob Fischer, som er chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber, der har ansvaret for TV 2s repræsentantskab i Cannes:

”Nomineringen af danske jurymedlemmer til Cannes Lions 2016 følger som altid de retningslinjer og kriterier, vi modtager fra Cannes. Vi repræsenterer hele den kreative danske branche, ved at vi modtager kandidatforslag fra vores partnere Creative Circle, Kreativitet & Kommunikation samt Producentforeningen.”

Han tilføjer:

”Når vi har samlet en bruttoliste med kandidater fra alle vores partnere, udvælger vi i samråd med Cannes Lions tre navne til de kategorier, vi har fået at vide, at vi kan nominere medlemmer til. Dette sker ud fra de opstillede retningslinjer og kriterier, og TV 2 har derfor ikke indflydelse på det endelige valg af danske jurymedlemmer.”

Jacob Fischer oplyser endvidere, at det er Cannes Lions, der tager den endelige beslutning om, hvem der skal være jurymedlemmer fra Danmark.

”Det er et større puslespil, der skal gå op, hvor festivalen ønsker at sikre, at jurymedlemmerne i Cannes repræsenterer alle bureaunetværk, et bredt spektrum af meritter, begge køn osv.,” siger Jacob Fischer.