Af Asbjørn Jørgensen

Vinduesvirksomheden har med hjælp fra Sonic Minds lavet en total gennemgang af hele sit lyd-univers - nu er lyd-billedet lige så gennemført som logoet og det visuelle udtryk.

Alle har et logo, et navnetræk. Mange har et gennemført visuelt udtryk. Nogle får det også til at fungere som del af hele mærke-strategien. Kun få gennemfører sin ‘brand strategy’ lige så konsekvent på det lydmæssige, som de gør på det visuelle.

Velux vil gøre det – eller gør det. Den globale danske vindues-koncern har igennem det seneste halvår udrullet ‘audio guidelines’ overalt i virksomheden – fra telefonventetoner til tv-reklamer og alt det ind imellem.

“Det er en integreret del af kernebudskabet. Ligesom det visuelle udtryk har været det i årtier. Det har betydning for effekten af budskabet og for vores image,” siger Eva Fog Bruun, ansvarlig for Brand Strategy.

“Udgangspunktet har været: Hvis Velux Gruppen fortsat vil styrke sit brand, hvordan gør vi det så også med lyd? Kan man få brand-oplevelsen på lyd? Lyd påvirker i en bestemt retning og kan være med til at understøtte et budskab i enten positiv eller negativ retning.”

Et mål har været, at Velux brandet skal kunne genkendes på sin lyd, overalt hvor der bruges lyd. Det kan være:

  • ringetoner på mobiltelefoner
  • ventetoner ved telefonomstillingen
  • tv-spots og andre reklamefilm
  • powerpoints og lignende
  • produktpræsentationer
  • instruktionsfilm, som bl.a. er på youtube

Lyduniverset består af to elementer:

  • Et lydlogo, der altid er ens – lige så fast som koncernens rød/hvide logo.
  • En grundmelodi, der kan varieres – i tempo, rytme, instrumenter, længde.

Processen har været grundig og involveret både konsulenter, intern referencegruppe og eksterne fokustests.

Forskellig lydsmag i forskellige lande

“Vi afprøvede forskellige musikstykker, der også blev evalueret og ratet på forskellige parametre, herunder på værdier som innovative, trustworthy, sustainability,” fortæller Eva Fog Bruun.

“Det er også afprøvet på 3-4 forskellige markeder. Lyd opfattes forskelligt i forskellige kulturer, derfor er det vigtigt.”

Planen er, at lydlogoet skal være lige så konstant som det grafiske logo, der kun justeres let og nærmest umærkbart for menigmand. Således også med lyden: Man kan opdatere og modernisere, men ikke ændre på grundklangen.

Undervejs har Velux Gruppen skelet til forskellige måder at gennemføre lyduniverser på; løse, faste, fleksible. Det er endt med en gennemført model, med en vis fleksibilitet – i stil med den, McDonald’s har, nævner Eva Fog Bruun: Noget, som genkendes, men som kan tilpasses den lokale stil, uanset om det er dansk, russisk eller kinesisk stil.

Hvordan har folk taget imod det internt?

“Der er jo altid en skepsis på forhånd ved den slags. Men faktisk har folk taget rigtig godt imod det. Brugerne kan anvende det, de finder relevant. Nu kan de koncentrere sig om indholdet, fx om storyline i en reklamefilm. Det er en effektivisering,” siger hun.

Det er lydbureauet Sonic Minds, der har været med til at lave Velux’ Gruppens nye lyd og lydstrategi, og også komponeret og sammensat lyde og melodier. Sonic Minds har også andre store danske og internationale koncerner på sit lydkort, såsom Volvo, Vestas, Danfoss, Telenor, Bestseller, Danish Crown. Sonic Minds’ direktør Karsten Kjems kalder selv Velux-casen for den stærkeste, han har mødt i Danmark.

Hør eksempler på vindues-lyden her.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club