Verdens bedste i Mobile: Nivea tryllede med teknologien

Lars Hendel

Cannes 2014: Børnene stikker ikke af, og solen stikker ikke i børnenes hud i Niveas prisvindende mix af gamle og nye platforme.

Der blev tryllet med teknologien, da en verdensmester skulle kåres i Mobile-kategorien.

Vinder blev brasilianske FCB Brasil i Sao Paulo, der i en kampagne for Nivea slår to strand-fluer med et smæk med kampagnen “Protection”, som egentlig er en dobbelt-beskyttelse.

Opgaven var at skabe en kampagne, der kunne hjælpe forældre med et helt andet problem på en stor strand end blot den stikkende sol i podernes sarte hud: Nemlig børn, der løber for langt væk fra forældrene.

Opgaven blev løst ved hjælp af de kanaler, der sandsynligvis ville være tilstede på stranden i form af et magasin og mobiltelefonen.

I magasinet er en Nivea-annonce med et tyndt armbånd, der bindes om armen på barnet og aktiveres sammen med den app, man henter ned på mobilen.

Barnet kan nu løbe og lege selv, men mobilens app overvåger barnet via Nivea-armbåndet og udløser en alarm, hvis det løber længere væk end det antal meter, som kan indstilles individuelt.

“Alle forældre, der har været på stranden med et barn, vil reagere positivt på denne kampagne. Vi har alle haft den dér pludselige paniktanke: Hvor er vores barn nu – er det blevet væk? Jeg ville ønske, at jeg forlængst havde haft denne utility,” siger jury-præsidenten Jaime Robinson, der er Executive Creative Director i Pereira & O’Dell i USA.

“Kampagnen er en cool blanding af de ældste medier med de nyeste. Og så er det bare en blændende kreativ ide i de rigtige medier, med fornem teknologi, der laver den rigtige utility. Og så er det de rigtige branding-tanker på det rigtige tidspunkt,” siger Jaime Robinson videre og forklarer generelt om Mobile-kategorien:

“Folk bruger bredt Mobile-værkerne til at komme udenom forhindringer i deres liv, og branchen er blevet skarpe til at gøre smartphones smartere for at tackle de dumme ting. Det har været et fantastisk år for Mobile-kategorien, og kvaliteten i kreativiteten har overgået alle forventninger. Grand Prix-vinderen er en ide, der fik os alle til at lyse op som små juletræer.”

I juryen sad også Martin Chapman, der i sin danske dagligdag langt fra palmerne på strandpromenaden La Croisette i Cannes er Head of Design & UX hos web- og dialogbureauet Magnetix.

“Denne kampagne identificerer et problem og gør derefter aktivt noget, der kan hjælpe mennesker med at komme igennem det problem. Det er ikke kun for sjov. Man gør det digitale til en forlænget arm, der hjælper mennesker til at klare sig lettere igennem dagligdagen og livets udfordringer. Det lyder måske højtravende, men jeg føler faktisk, at denne vindercase gør livet bedre, hvis man benytter den,” siger Martin Chapman og fortsætter:

“Det geniale hos vinderen er for mig at koble det nye med det gamle, hvad angår platforme. De har med udgangspunkt i solcreme set på en situation, hvis man ligger på badehåndklædet på en strand. Hvad har man med, og hvad har man brug for? Man vil gerne læse et magasin, og her er reklamen, der inspirerer til at downloade app’en, og med armbåndet til barnet. Det er et produkt, som jeg gerne ville købe og betale for i en butik, men her er det altså marketing.”

https://www.youtube.com/watch?v=OlvjzQJGDnY