Vestager i en episk sag mod Google

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Brancheklip: Google misbruger sin dominerende position til at fremme visninger af egne tjenester. Det mener EU-kommissionen, og konkurrencekommissær Margrethe Vestager har åbnet en sag.

9 ud 10 europæere på nettet bruger Googles søgemaskine. Det lyder som en reklame, men det er afsættet for en klagemeddelelse, som EU-kommissionen onsdag afleverede til Google.

For kommissionen – med den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager i front – mener, at Google misbruger sin dominerende position på det europæiske marked. Visningerne af Googles søgeresultater er blevet kaldt ”selvpromoverende”, og i en pressemeddelelse i anledning af den formelle klage siger EU-kommissionen, at Google ser ud til systematisk at give søgeresultater fra virksomhedens egne forretninger forrang.

Sagen forventes at tiltrække sig opmærksomhed i det meste af verden, og omtales på forhånd som værende potentielt ”episk”.

Med en formel sag nu indledt får Google adgang til alle klagernes dokumentation samt ret til en høring, hvor Google kan forsvare sig og komme med sin dokumentation.

Først herefter skal Vestager træffe den endelige beslutning, som både kan indebære en gigantisk milliard-bøde og nye krav til, hvordan Google viser sine søgeresultater.

Berlingske p. 4-5, Børsen.dk, Mediawatch.dk