Vestas har sendt sit globale budget i konkurrence

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fire bureauer er udvalgt til at dyste om et budget, der skønnes at være omkring en halv mia. kr.

Opdateret d. 24. september: Vestas lægger op til en mere systematisk tilrettelæggelse af sin markedsføring. I hvert fald hvis man skal dømme på den bureaukonkurrence, som er sat i gang.

Der er tale om opgaven at være lead på det globale budget, som skønnes at være omkring 500 mio. kr., og fire internationale bureauer er udvalgt til konkurrencen.

Det drejer sig om Euro RSCG, Naked, RKCR Y&R samt Saatchi & Saatchi Sustainability.

“Vinderen af konkurrencen vil i partnerskab med Vestas’ globale marketing organisation komme til at fungere som lead-bureau for tilrettelæggelsen af Vestas’ markedsføring. Det kommer til at ske i samarbejde med en række bureauer, som er stærke i specifikke discipliner så som 1:1, digital, event, medie – afhængigt af behov”, siger Project Manager, Strategy & Planning, Kasper Jönsson Granat, og tilføjer:

“Formålet med dette nye globale set-up er at facilitere en tættere dialog med vores kunder og influenter direkte på deres markeder”.

Der er tale om et stærkt internationalt fokus, og ingen danske bureauer er direkte involveret i konkurrencen.

For Vestas er opgaven da også meget lidt dansk, idet pænt over 90 pct. af omsætningen ligger uden for Danmarks grænser.

Vestas her ikke før samarbejdet med et reklamebureau på det niveau. På mediabureauer har man et samarbejde med PHD i New York.

For nogle år siden begyndte man et samarbejde med People Group, men det har aldrig udviklet sig til noget mere fast. Desuden har Vestas også samarbejdet med et dansk free-lance netværk under navnet Bake The Cake.

Efterskrift: Det viser sig, at der er et dansk islæt i konkurrencen, idet Nakeds danske afdeling spiller en aktiv rolle i konkurrencen.