Vice har fundet ny produktionschef hos Mayday

FiG

Martin Berthelsen får til opgave at styre virksomhedens produktions-afdeling gennem en betydelig vækst.

Det ekspansive Vice, der er en hybrid mellem et medie og et bureau, har oprustet på produktionssiden.

Det er sket med ansættelsen af Martin Berthelsen som Head of Production. Han er fundet hos Mayday Film, hvor han siden 2009 har været Executive Producer og instruktør. Hos Mayday producerede og instruerede han reklamefilm, corporate film og webfilm.

Det bliver Martin Berthelsens opgave at manøvrere virksomhedens produktionsfunktion så gnidningsfrit som muligt gennem den eksplosive vækst, samt sørge for at udvikle nye produktionskompetencer -og samarbejder for Vice.

“Jeg synes, at Vice er det mest spændende internationale medie, der findes lige nu. Her får jeg lov til at arbejde med alt lige fra skrevne journalistiske historier til TV, web-tv, fotoserier, reklame og andre former for kommercielle samarbejder – alt sammen med en kant som kun Vice har lige nu,” siger Martin Berthelsen.

Han har tidligere været Skandinavisk On Air Manager hos Discovery Channel, hvor han var ansvarlig for kanalens tone of voice. Derudover har Martin Berthelsen arbejdet i England som Associate Producer på en dokumentarserie til PBS Frontline og Channel 4, der blandt andet sendte ham til Uganda, Haiti, USA og Rusland.

Vice er relativt nye på det danske marked, hvor bureaudelen har haft stor succes. Bl.a. vandt man i foråret et stort internationalt budget for Coca-Cola.