I sidste uge kunne Bureaubiz fortælle om Jonathan Lang, der kom fra Mediacom Beyond Advertising til Vice, hvor han skal lede det kreative bureau.
Nu får den kreative direktør følgeskab af to Associate Creative Directors på det internationale medieselskabs reklamebureau, der bl.a. har Coca-Cola, Telmore og Danske Bank på kundelisten.
Hos Konstellation har Vice fundet – og ansat – Benjamin Bang og Morten Grubak. Begge har de senere år gjort sig bemærket for deres prisvindende arbejde for Konstellation – hjemme og i udlandet.
De to kreative udtaler sig fælles i en pressemeddelelse:
“Vice er i sig selv et spændende og markant brand med et kæmpe internationalt netværk, egne kanaler og et top-engageret following. Den kombination er særegen og vil indtage bureaubranchen med storm – og det er et stormløb vi rigtig gerne vil være med på og bidrage til. Vi føler samtidig, at vi med en både traditionel og digital bureau-baggrund har mulighed for at byde ordentligt ind.”
De to skal sammen med Vice-holdet stå for det konceptuelle bureau-arbejde. Og Frederik Andersen, COO i Vice Danmark, tilføjer:
“Vi har gennem længere tid opgraderet vores kreative team med nogle af de bedste danske og internationale talenter. Morten og Benjamin deler vores værdisæt om kvalitet, design, digital innovation og har den grundlæggende forståelse for kommunikation, der kendetegner Vices særegne stil. Det glæder vi os til at omsætte til kreativitet i Vice-regi.”