Vice opruster med endnu en direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Denne gang gælder det den hidtidige CEO for Malling Publications, der bliver kommerciel direktør.

Hanne Fabricius kom sidste år stærkt i søgelyset, da hun som CEO for Malling Publications stod bag en Pandora-film, som gik verden rundt.

Den skildrede, hvordan børn intuitivt med bind for øjnene kan finde deres mor blandt et line-up af mødre.

Nu har hun så valgt at skifte job. Hanne Fabricius er blevet ansat som ny Scandinavian Commercial Director hos det den fremstormende media- og bureau-virksomhed, Vice Media.

Hendes opgave bliver at facilitere nye forretningsforbindelser og udvikling. Hun kommer ligeledes til at varetage stillingen som Client Service Director ved Vices danske kontor i København.

“Hvis man som annoncør vil nå nutidens unge, så handler det om at skabe værdi og det handler om gode, autentiske historier. Vice er uden sammenligning det medie og content-studie, der bedst formår at nå den generation, der er notorisk kendt for at være den sværeste at engagere og fastholde,” siger Hanne Fabricius og fortsætter:

“Jeg er meget tiltrukket af den måde, hvorpå Vice formår at kommunikere med unge i hele verden. Derudover er virksomhedens udvikling og vækst i Danmark indenfor de seneste 3 år med til at bevise for mig, at Vice også herhjemme er førende, når det kommer til at få de 18-34-årige i tale.”

Hanne Fabricius’ bureau-cv tæller bl.a. Mensch, Public og BBDO.

Først på ugen var Vice ude med endnu en markant ansættelse, da man ansatte TDC marketingchef, Anja Agerbo Thomsen, som Director, Expansion and Strategy.