Video video video

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ved Twentythree og Bureaubiz’ morgenmøde fortalte repræsentanter fra EY, Templafy og Twentythree om fordelene ved at bruge video i sin markedsføring. Læs med her.

Video – og især mobilvideo – er en af de trends, der virkelig rykker i disse år.

Allerede nu udgør video en tredjedel af al online trafik og over 80 procent af al onlinetrafik vil snart komme fra videoer, ifølge Cisco.

Det var baggrunden for et morgenseminar arrangeret af TwentyThree og Bureaubiz, hvor 70 digitale marketingledere fik inspiration til, hvordan man kan integrere video i sin marketingstrategi.

Hos EY, bruger man video til at transformere tørre rapporter til det, der betyder noget for folk og få dem til at dele det, fortalte nordic marketing manager hos EY, Nikolaj Kirkeby, fra scenen.

”Vores slogan er Building a Better World og hvordan kommunikerer vi det? Det har vi valgt at gøre ved: Show it, don’t tell it og det bruger vi video til.”

Fordelen ved video, fortalte Nikolaj Kirkeby, er at folks hjerner er dovne og det er nemmere at afkode en video end at skulle læse en rapport.

Også i forhold til employer branding, ser Nikolaj Kirkeby en fordel ved video, hvor man kan vise, hvordan det er at arbejde hos EY i stedet for at fortælle det.

Ikke alle videoer skal være lige polerede og derfor laver EY både selv videoer og bruger bureauer til det.

”Nogle gange optager vi selv, både fordi det er nemt og billigt, men også fordi det giver en mere ærlig approach, som ikke er så poleret.”

Nikolay Kirkeby gav i øvrigt det gode råd, at man ikke skal være bange for at lægge videoer på Facebook, selvom de umiddelbart er meget business-like.

Helt konkret fortalte han om en kampagne for at skaffe trainees, hvor EY benyttede sig af bl.a. video, som man sendte ud på Facebook, Instagram og elevplads.dk.

”Ud af 6.100 klik, kom de 1.700 klik fra to videoer, der havde kostet os en gennemsnitspris på kr. 2,49 og de gav en click through rate på 1,5. Det er en cost per click, der ligger 40% under vores normale spending,” sagde Nikolaj Kirkeby.

EY brugte en såkaldt collector function hos TwentyThree, der betyder, at man kan se de første 25 sekunder og resten kan man kun se, hvis man giver sine oplysninger.

Hvis EYs udfordring er at fortælle om tørre rapporter, har Casper Emil Rouchmann, traffic manager hos Templafy en helt anden udfordring.

Templafy bruger video til at markedsføre deres produkt som ”alle ønsker, men ingen forstår”, som Casper Emil Rouchmann sagde.

Og det vigtigste i den sammenhæng er at få den rigtige video til at passe ind i kunderejsen:

”Pengene, der smides efter videoen, skal bruges det rigtige sted. Hvis du bruger mange penge i starten, er de spildt. En, der søger organisk, ved hvad han kigger efter, og så er det vigtigt, at videoens indhold rammer brugeren lige præcis det sted, de er i deres købsproces.”

Det betyder ifølge Casper Emil Rouchmann, at man med succes kan vise præcis den del af en længere video for en bruger, som viser nøjagtig det, han leder efter.

Templafy bruger blandt andet personaer til at styre, hvilket indhold der skal vises for hvem og for hvornår.

Casper Emil Rouchmann forudser, at brugen af video på LinkedIn vil stige fra nuværende 38% til 55%, fordi man vil kunne bruge det som et godt targeting tool. Til gengæld mener han, at der skal arbejdes på at øge konverteringsraten, som er en udfordring.

Og på Facebook, som har ændret sin algoritme til skade for brands, sagde Casper Emil Rouchmann, at det ikke gælder for live videoer og at man derfor med disse ikke bliver straffet i sin reach.

Også ved brug af chatbots, kan man med fordel bruge video, mente Casper Emil Rouchmann, som selv gav et eksempel.

”Vi bruger chatbots i vores help center ved at integrere det med video. I chatten kan brugeren se en video, der lige præcis løser hans problem eller svarer på brugerens spørgsmål.”

Todd Patton, head of Comms & Story hos Twentythree, som er leverandør af en video marketing platform, afsluttede morgenmødet med et par fakta fra Twentythrees egne undersøgelser:

  • 79% marketingledere bruger video til brand awareness, mens kun 38% bruger video til at indsamle leads
  • Hvis man bruger video eller en gif i en email, forbedrer man CTR med 62%
  • Hvis man skal måle hvordan en video performer, skal man måle både på engagement, konverteringer, hvor mange, der ser videoen til ende og hvor mange leads, den genererer.